Varme sokker, vandrestøvler, stærk ost og akvavit

KLUMME: Oppe i Norge der boede tre trolde – eller, der bor i hvert fald to; Det er min kærestes tante Barbro og onkel Stein. De har en hyggelig hytte i fjeldene ved Os i Hedmark, fem timers kørsel nordpå fra Oslo. Lige midt i ingenting. Her er dagene stille og nætterne bælgravende mørke. Her kan man slappe af, være sammen og ”kose sig på hytta”.

Vi havde besluttet os for at trække stikket ud en lille uges tid og havde sat kursen og gps'en mod hytten. Bilen var pakket til randen med varme sokker, vandrestøvler, min elskede uldne elg-sweater, stærk dansk ost og akvavit (til troldene). Der var også lige nøjagtig plads til min mutter og min datter og en solid pose tur-snolder købt på færgen.

Den lille bil snoede sig nordpå gennem bjerge og fjelde, langs elve og søer, forrevne klipper og grønne skove – det lignede postkort eller motiver fra puslespil med tusind brikker. Soundtracket var et lydbånd med Mumitroldene, og undervejs snuppede vi en pause og lavede varm kakao på min fars gamle trangia stormkøkken – ligesom dengang jeg var dreng, og vi hvert år holdt ferie i Småland i Sverige med telt, mad over bål, myggestik, tømmerflåder, blåbærplukning og søbadning. Den slags nordiske naturoplevelser vil vi gerne give videre til min datter, genopleve med min mor og for min kæreste, er det også en rejse tilbage til barndommens hytteture med sin far.

Endelig rullede vi op ad fjeldet og ankom lidt over frokosttid, hvilket havde skabt lidt sprogforvirring, da frokost betyder morgenmad på norsk. Vi blev budt velkommen til hytten, som hedder Zameti, med et glas boblende champagne, for tante Barbro har et motto: Her skal ingen tørste. Hytten, som er bygget af træ, er fuld af trolde, uglepuder, gevirer, hjemmelavet kunsthåndværk, hyggelys, nordmands-nips og billeder fra fisketure. Der var ild i brændeovnen, og på komfuret stod en elggryde og simrede – det havde vi aldrig fået før, og det smagte vidunderligt. Vi troede, elgen var et fredet dyr, som man hverken måtte skyde eller spise med bacon, men i Norge skyder de cirka 40.000 elge om året for at holde bestanden nede (det var nok derfor, vi ikke så en eneste).

Udenfor hytten springer en lille kilde, og min datter skulle straks ned og prøve at tappe sit eget kildevand, som selvfølgelig var meget bedre end alt andet vand i verden. Jeg havde ladet computeren blive derhjemme, slukket mobilen og gav mig til at læse den norske roman ”Ud og stjæle heste” af Per Petterson, som handler om en ældre mand, der flytter ind i en skovhytte ved en sø og tænker tilbage på sit liv. Perfekt læsning i læselampens gule skær, mens tusmørket indhyllede hytten, og min kæreste fortalte min datter en røverhistorie, om dengang postbuddet blev nødt til at overnatte i hytten, fordi der luskede en sulten bjørn rundt i området.

Vi har været oppe og ”kose os på hytta” før, og det er nærmest blevet en tradition, at tante Barbro kører mig ned af fjeldet til en pishamrende kold sø, hvor jeg snupper et hurtigt morgenbad og ligner en rigtig viking (indtil jeg får en regnbuefarvet morgenkåbe på og bliver kørt hjem under den varme bruser).

Dagene gik, stille og roligt, med middagslure, vandreture og våde sokker, som kunne tørres på en varm sten, der ligger ovenpå brændeovnen. Vi nåede ikke den årlige fisketur, men tante Barbro havde snydt lidt i forvejen og serverede bagte ørreder. Vi var også på byvandring i den nærliggende by Røros, som mindede en hel del om Kardemommeby – bare uden røvere. En uspoleret gammel mineby med græs på tagene af bjælkehytterne, butikker med kunsthåndværk og glade nordmænd med røde kinder og friluftstøj. Her var der ingen Starbucks, men en kaffestuggu og ingen McDonalds, men en troldekro.

Aftenerne gik med læsning, yatzy, snaps og hyggesnak – jeg syntes selv, jeg var blevet helt god til norsk, indtil onkel Stein tørt bemærkede, at jeg snakkede svensk. Han er i øvrigt ikke tyk – han har bare en pude i ryggen. Det grinede vi meget af.

Den sidste dag besluttede vi os for at bestige det halvanden kilometer høje bjerg, som ligger overfor hytten. Vi havde fyldt rygsækken med vand fra egen kilde og madpakker og begav os opad gennem efterårslandskabet. Jeg havde egentlig frygtet, at min datter på 12 ville synes det var for kedeligt, eller min mor på 76 ville få det for hårdt, men vi blev alle sammen grebet af stemningen og naturens skønhed, og der er jo ikke noget ved at være lige ved at bestige et bjerg! Da vi endelig nåede helt op, var der sne på toppen. Vi spiste vores madpakker, lavede en lille snemand og tog en bjergbestiger-selfie med røde kinder og kolde tæer. Så gik turen ned igen, hvor tante Barbro ventede med hjemmebagte vafler med 35% rømme (norsk creme fraiche), multebærsyltetøj og sød gedeost.

Ork satme, hvor er man stolt, når man har besteget et bjerg sammen, og er du gal, hvor sover man godt efter en hel dags vandren i den tynde bjergluft – jeg glæder mig allerede til næste gang, vi skal trække stikket helt ud og ”kose os på hytta”.