Nu sætter kommunen gang i det årlige asfaltarbejde

AALBORG: Det er på det nærmeste blevet et tegn på, at det igen er ferietid. I hvert fald skal vi også denne sommer leve med vejarbejde på Limfjordsbroen - præcis som de foregående to somre.

For fra og med i morgen, mandag 28. juni, bliver dele af vejbanerne på Broen spærret af. Dermed skal du altså indstille dig på, at hvis turen f.eks. går mod stranden, så kan det blive med risiko for kø og mere eller mindre kaos.

Arbejdet på Broen er en del af en større renovering af belægningerne, som gik i gang i 2019 og også stod på hele sidste sommer.

Selv om der bliver arbejdet frem til begyndelsen af august, så kan du i hele perioden godt køre over Broen. Vejbanerne vil dog blive indsnævret, og der vil blive spærret nogle spor. I den kommende uge (26) er ét spor nordpå spærret, mens der fra næste uge igen (27) vil være spærret i alt to baner.

Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet generelt kan betyde kødannelse og forlænget rejsetid.

Man forventer, at trafikken på Broen vil være normaliseret igen 8. august. Der kan dog i dagene efter fortsat være lidt arbejde på cykelstier og fortove.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...