Konkurrence har netop kåret landets bedste brød-jonglører

AALBORG: Titlen som landets bedste bager må de se deres næse gå forbi. Men til gengæld kan Vejgaard Bageri nu bryste sig af at være både Aalborgs og Nordjyllands bedste til brød og kager.

Det er OpdagDanmark og tusindvis af kageglade danskere, der netop har sat navne på, hvilke bagerier, der gør det bedst.

LÆS OGSÅ: Nu går spurten ind: Har Aalborg landets bedste bageri?

De seneste par uger har man pr. SMS kunnet stemme på sit favoritbageri, og i lang tid har Vejgaard Bageri ligget til at tage tredjepladsen i den landsdækkende konkurrence. På trods af en slutspurt må den lille forretning på Hadsundvej dog her ved konkurrencens afgørelse, tirsdag, se sig overhalet af Ganløse Bageri i Stenløse. Det bliver derfor til en placering som nummer fire på det nationale kort.

Til gengæld løber bageriet altså med titlen som både Aalborgs bedste og Nordjyllands bedste bageri.

Vejgaard Bageri hentede i alt 1811 stemmer, mens vinderen af den samlede konkurrence, Bagergården Hinnerup, fik 2861 stemmer. I alt har knap 33.000 stemt i konkurrencen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...