Og det betyder en fremrykning af sæsonåbningen på C. W. Obels Plads til fredag den 29. november

AALBORG: Vejrguderne er for tiden i ægte julegavehumør og giver derfor gladeligt en hjælpende hånd med islægningen på den kommunale skøjtebane på C. W. Obels Plads i Aalborgs centrum.

Det skal forstås på den måde, at den stille regn, som her i november-dagene har silet i ganske imponerende mængder ned over alt og alle, også har skabt særdeles gode betingelser for at producere det bedste isunderlag til glæde for skøjteløberne.

Og den glade nyhed i den forbindelse er således, at skøjtebanen derfor er klar til sæsonåbning allerede fredag den 29. november, hvor den tidligere udmelding ellers lød på søndag den 1. december.

Torben O. Andersen
Ismester Per Terp Madsen står for islægningen, og den endelige tykkelse på islaget bliver på ca. seks centimeter. Foto: Lasse Sand

Per Terp Madsen, der er teknisk leder og ismester i Gigantium, står også for islægningen på den udendørs skøjtebane i midtbyen, og han siger til aalborg:nu, at etableringsarbejdet kører planmæssigt.

- Vi er ved at lægge is på lige nu, og her hjælper vejrguderne os på den gode måde ved at give os gratis vand til isproduktionen. Så vi er glade for nedbøren.

- Når vi er færdige med isproduktionen, så vil det færdige og gennemsnitlige islag være på ca. seks centimeter. Tykkelsen på islaget varierer pt. fra ca. to til ca. fire centimeter rundt om på banen, fortæller Per Terp Madsen og tilføjer, at kun tekniske problemer kan drille i forhold til åbningen af skøjtebanen.

Torben O. Andersen
Klar - parat - løb. Både små og store skøjteløbere glæder sig til at komme ud på isen. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Den kommunale skøjtebane er således åben alle ugens syv dage i tidsrummet fra klokken 10.00 til 07.00 - dog er den lukket i tre timer på grund af iskørsel.

Skøjtebanen lukker igen i marts 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...