Der er efterhånden meget flot street art at kigge på i Aalborg. Nu er der kommet endnu et værk, og det er portrættet af en helt særlig person

AALBORG: Niels Niarn Roos kan glæde sig over flere ting, når han vender hjem til Aalborg onsdag. Det er nemlig ikke opbakning fra byen, han mangler. Hans nye underholdningsshow 'Manden de kaldte Niarn', som er en blanding af musik og historiefortælling, er udsolgt på Skråen, og så er han blevet portrætteret af en lokal kunstner i Karolinelund.

Allerede mange reaktioner

Det er den aalborgensiske tatovør og graffitikunstner Claus Frederiksen, også kendt som Burnon, der har malet den ikoniske rapper med spraydåser. Det store sorthvide portræt er ment som en hyldest og et 'velkommen hjem' til Dobbelt A.

- Jeg synes bare, det er fedt, at han er begyndt at lave musik igen, fortæller Burnon og fortsætter:

- Jeg havde for noget tid siden spurgt, om jeg måtte male ham, og så passede det sammen med, at han skulle lave sit show heroppe. Han har selv valgt det billede, som jeg har malet ud fra.

For mange ville et portræt af den størrelse virke uoverskueligt, men imponerende nok har den lokale kunstner klaret det på omkring fire timer. Og der er allerede kommet en masse positive reaktioner på de sociale medier til portrættet i Karolinelund.

Niels Niarn Roos glæder sig meget til at komme til Aalborg og se det "in real life":

- Det er mega flot, og Claus er jo en dygtig kunstner. Jeg er meget beæret og taknemmelig for, at han gider at bruge sin tid og sit talent på mig, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...