Den unge iværksætter har store planer for forretningen, som han er ny ejer af
AALBORG: Han har stor respekt for forretningens historie, men han kommer også med sine egne planer og visioner for butikken på hjørnet af Boulevarden og Christiansgade: 25-årige Kasper Hansen.
Det første synlige bevis på, at den populære butik har skiftet ejer, kom op i dag, torsdag, hvor navnet blev ændret fra Købmanden på Boulevarden til Kiosken på Boulevarden.
- Jeg har været ansat i en sportsbutik i syv år, og nu vil jeg gerne prøve at bestemme selv i en forretning, siger Kasper Hansen, der også er medejer af Bar Røv.
- Værtshuset er åbent i weekenderne, men jeg vil også gerne have et sted, hvor jeg kan være til stede i hverdagen.

Derfor faldt valget på butikken, som den tidligere ejer, Anette Nygaard, havde i næsten 30 år.
- Jeg har købt et sted med historie, det har sin charme - og det forpligter. Det stiller nogle krav til mig, og der er noget at leve op til, siger han, der også fremhæver den centrale placering som et stort plus.
- Og så glæder jeg mig til at møde kunderne, dem der allerede har været her er supersøde.
Åbningstiderne bliver udvidet til 9-22, og ellers fortsætter forretningen uændret. Men kun i nogle måneder, for fra 1. marts er det nemlig en anden butik, du træder ind i.

- Det er vigtigt at følge med tiden og udvikle sig, og når pakkeudleveringen i forbindelse med jul er overstået, så laver jeg om i butikken, så den bliver mere moderne og overskuelig, siger Kasper Hansen.
- Udlevering af pakker er stadig i fokus, men jeg gemmer dem lidt væk, så de ikke står og fylder inde i forretningen. Og spillehallen bagest i butikken bliver udvidet ned i kælderen, ligesom jeg laver et spilområde til odds og tips.

Som navneskiltet fortæller, er stedet også en kiosk.
- De ganske almindelige kioskvarer er her selvfølgelig stadig, og når corona er overstået, vender bland selv-slikket også tilbage.
At en 25-årig slår sig ned som selvstændig kioskejer og købmand er nok ikke det typiske billede.
- Men jeg drømmer om hele tiden at være i gang og lave noget. Det vigtigste er ikke altid hvad, bare der sker noget. Og efter mange år i sportsbutik, føler jeg mig godt rustet til det her, siger Kasper Hansen.
- Jeg kommer fra en kæde, hvor man er meget bevidst om kundepleje, og egentlig er det ikke så svært; Det handler om at møde folk der, hvor de er. Derfor er grundstenen her også, at kunderne kan forvente god service og tid til en snak.