Hitmager fylder Hestepladsen til sommerens festival

AALBORG: Er du en af de mange, der synes, at sommer og festival hænger sammen med at skråle hits som Engel, Oliva og Lidt I Fem, så skal du i gang med at smøre stemmebåndene.

For Nibe Festival har netop offentliggjort, at hele landets hitmager Rasmus Seebach spiller på Hestepladsen til sommer.

- Altid voldsomt ønsket og helt sikkert også en artist, som drønsikkert fylder Hestepladsen - helt op. Selvfølgelig skal Rasmus Seebach indlemmes i det omfattende program til Nibe 2020, lyder det fra festivalleder Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Det er ti år siden, at Rasmus Seebach debuterede med kæmpehittet Engel. Han har siden sat sig massivt på airplay- og hitlisterne med den ene ørehænger efter den anden.

Den ukronede pop-konge har her i efteråret sendt Tak for Turen på gaden - en opsamling på de seneste ti år tilsat en håndfuld nye numre.

Rasmus Seebach spiller på festivalens store scene fredag 3. juli.

Festivalen har også netop tilføjet et stærkt navn fra den nye generation af hit-skabere i form af Jimilian. Sangeren er kendt fra hits som Monte Carlo, Kick, Slem igen og Sommer Sindssyg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...