Mobil-parkering stiger 137 procent i Aalborg - EasyPark og MobilePay går i samarbejde

AALBORG: EasyParks parkeringsapp er populær i Aalborg, hvor der i første kvartal af 2018 blev foretaget 137 procent flere parkeringsbetalinger via appen end i samme periode sidste år. Og nu vil endnu flere bilister forventeligt tage parkeringsappen til sig. Fra april kan bilister nemlig vælge MobilePay som betalingsmulighed i EasyPark-appen.

Hvis man allerede har MobilePay på sin smartphone, og man vælger at downloade EasyParks parkeringsapp, kan man betale for sin parkering med det samme - uden at man først skal registrere sine kreditkortoplysninger i appen.

Hos EasyPark er målet at gøre hverdagen så let for brugerne som muligt.

- Vi arbejder hver dag på at gøre parkering så nem og fleksibel som overhovedet mulig. Parkeringsbetaling skal tage så lidt tid som muligt. Vi parkerer bilen, fordi vi skal noget, og det er det, vi skal, som vi alle sammen ønsker at bruge tid på. Derfor er vores nye samarbejde med MobilePay en naturlig udvikling, som er med til at gøre parkering mere enkel og bekymringsfri for bilister i Aalborg, fortæller Bernd Reul, landechef for EasyPark Danmark.

EasyPark kan anvendes i alle danske byer, hvor man skal betale for at parkere. EasyPark er den største mobilparkeringsvirksomhed i Danmark og Europa, og samlet set kan appen bruges i 700 europæiske byer - senest er Belgien kommet med på listen. Så planlægger man kør-selv-bilferie til sommer - eller billeje undervejs på sommerferien - er det værd at vide, at EasyPark-appen også kan bruges i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Østrig, Italien, Spanien, Frankrig, Holland, Belgien og Australien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...