
Vi er kede af det og chokerede: 700 medlemmer rammes af lukning
Formand peger på, at klubben skal genhuses af kommunen
AALBORG: Det var noget af en maveplasker for de 700 medlemmer af Vinterbadeklubben Lillebjørn, da de fandt ud af, at kommunen vil lukke havnebadet.
Det er nemlig klubbens hjemmebane, som nu skal lukke, hvilket fremgår af kommunens budgetforslag for 2023, der blev præsenteret fredag.
- Vi er både chokerede og kede af det, for bliver det til en realitet, så er vi en klub med 700 medlemmer, der bliver hjemløse, siger Kirsten Hein, der er formand for Lillebjørn.
Klubben rykkede ind fra start, da havnebadet blev etableret i 2011.
- Vi har været der i alle årene.
Kirsten Hein peger på, at man har rigtig mange medlemmer, der bor i området tæt på havnebadet.
- De er rigtig glade for at komme i havnebadet, så for os er det rigtig trist.