Den franske vinbar Ma Petite France har netop slået dørene op - mød ejerne her

AALBORG: Den franske vinbar Ma Petite France er netop åbnet i Nørregade. Ejerne er Majken og Christian Green, de er begge uddannet akademikere, og det er første gang, de prøver kræfter med i fællesskab at drive forretning. Parret har studeret i Aalborg, og efter en årrække væk fra byen vendte de tilbage for 15 år siden

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så jer til at tænke på?

Hygge, mangfoldighed. Det er Danmarks største landsby, og her er masser af nærvær.

Aalborg er byen, hvor vores første barn blev født, hvor vi har oplevet store glæder og store udfordringer.

Tina Larsen
Franske vine og delikatesser er omdrejningspunkt i vinbaren. Foto: Henrik Bo

Hvilke steder betyder noget særligt for jer i byen?

Limfjorden er vores foretrukne kaffested - en termokop, en småkage og hunden i snor, så kan man drikke kaffe på en bænk ved vandet i al slags vejr.

Vi elsker også vores liv i lejligheden i Nørregade, hvor alt er tæt på. De gode naboer byder på hyggeligt samvær, og vi slipper for at klippe hæk, slå græs og male udhæng.

I har ikke tidligere drevet selvstændig forretning sammen - hvorfor satser I nu på Ma Petite France?

Majken har tidligere været selvstændig jobcoach, men det krævede noget helt andet, end vinbaren gør - og kommer til at gøre.

Vi har i mange år drømt om at flytte til Frankrig, fordi vi elsker tempoet i landet, varmen og livsfilosofien. Men der er lang tid til, at vi kan realisere den drøm. I stedet flytter vi vores version af Frankrig til Aalborg og forfølger en anden drøm, nemlig den om at have en bar/cafe/restaurant.

Desuden er vi i en situation, hvor vores datter har det så godt med sin angst og asperger, at Majken kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter et par år hjemme ved hende.

Med en vinbar kan vi bedre selv bestemme over dagene, og det er der behov for hjemme hos os.

Tina Larsen
Christian og Majken Green har haft travlt med at gøre vinbaren klar til åbning. Foto: Henrik Bo

Hvad kan en fransk vinbar tilføre Aalborg?

God fransk vin - selvfølgelig - og gode råvarer som oste, skinke, pølse osv.

Kunderne kan smage det hele hos os, og de kan også købe det med hjem.

I bor i Nørregade og åbner også Ma Petite France i gaden - hvorfor lige der?

Nørregade kan noget specielt!

De fleste butikker er uafhængige af kæder, og ejeren står selv bag disken. Den åbenhed og det sammenhold, vi er blevet mødt med, er fantastisk. Det miljø, der er i Nørregade, vil vi gerne være en del af. Og så er det da skønt at kunne gå på arbejde i løbet af tre minutter.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for jer i jeres privat- og/eller arbejdsliv?

Vi har et fantastisk netværk, der har hjulpet os gennem hele processen - og stadig er klar til at svare på spørgsmål.

Professionelt har Flemming Andersen fra 2Optimize og Henning Mølholm fra EY Revision været vores helte og orakler, når vi har spørgsmål om regnskaber, moms, CVR, prissætning osv.

Indretningsarkitekt Rie Floor har med sin æstetiske sans og skønne forslag hjulpet os med at finde møbler, planter, udstoppede fugle, farver, tapeter osv.

Og endelig bruger vi stadig Majkens tidligere kollega, Erik Panduros spørgsmål: ”Hvor mange hotdogs skal man sælge, for at betale huslejen?”, når vi overvejer priser.

Privat vender vi gerne tingene med vores gode venner Eva Lauridsen og Torben Dencker samt Tine Beck og Henrik Høgstad.

De har den vidunderlige egenskab, at de ikke giver os ret. Tværtimod stiller de tit ”trælse” spørgsmål, så vi får tænkt os ordentligt om - både privat og forretningsmæssigt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...