Svend Ole Jensen
Casper Hestbech, festivalleder: Det endelige program er endnu ikke helt klar. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Aalborg Festivals program er nu offentliggjort

AALBORG: Sensommerens kultur-indsprøjtning - Aalborg Festivals - har nu offentliggjort programmet for de ti festivaldage fra 16. til 26. august. Men det er ikke et endeligt program. Der kan komme tilføjelser, fortæller Casper Hestbech, festival-leder.

Programmet er omfattende og meget bredt. Masser af kulturelle tilbud - og kultur skal forestås bredt. Der er masser af musik, gøgl, teater og meget mere.

- Der er ingen rød tråd i festivalens program. Det er et forsøg på at komprimere kulturelle tilbud, som vi alle kan samles om. Der er skævet lidt til Edinburgh-festivalen i Skotland, den varer dog en hel måned, fortæller Casper Hestbech.

- En af kongstankerne er, at få de mange studerende, som begynder i Aalborg efter sommerferien, til at komme til byen et par uger tidligere. Det er godt for livet i byen og det er godt for handelslivet, siger Casper Hestbech.

- En del af festivalens aktiviteter ville selvfølgelig være der, selv om der ikke var en festival, mens andre aktiviteter, kun er her, fordi der er festival, tilføjer festivallederen.

Festivalen åbner torsdag 16. august kl. 16-18 på Skråen med et Kulturens Fyraftensmøde. Her er der smagsprøver fra festivalens program. Der bliver lidt snak om kulturens betydning i byen, og så skal der uddeles kulturpriser til fire unge talenter, til en kulturel højdespringer og til en af byens kulturambassadører.

Som nævnt er programmet, som kan ses på aalborgfestivals.dk ikke helt på plads. Bl.a. mangler vandfestivalen ved cableparken og de aktiviteter, der finder sted på det ny Frederikstorv.

Casper Hestbech fortæller, at der snart kommer et trykt program, som kan hentes bl.a. på biblioteket og i byens butikker. Der kommer også en app, og endelig kan man følge med på facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...