Mange i Aalborg melder sig til Rema 1000s indkøbstjeneste

AALBORG: Mange af os har de seneste måneder skruet gevaldigt op for hjælpsomheden.

Vi sender hilsner, løber ærinder og køber ind for hinanden. Og det sidste kan man mærke hos byens Rema 1000- butikker, hvor der den seneste måned har været stor tilstrømning af kunder, der hjælper hinanden med indkøbene, skriver kæden i en pressemeddelelse.

Det sker ved hjælp af discountkædens online indkøbstjeneste, Rema 1000 med Vigo, hvor kunder handler for andre kunder.

En af de butikker, der for alvor har mærket tilstrømningen af nye kunder, der vil hjælpe andre, er Budolfi Plads. Her har 76 meldt sig til ordningen indtil videre, og det gør det til den butik i Aalborg med flest ny-tilmeldte indkøbere.

- Vigo fungerer godt, og jeg er glad for, at vi har mange kunder, der gerne vil have bragt varer ud, men også at vi har så stor en gruppe kunder, der gerne handler ind for andre. Vi har i den seneste periode haft flere kunder, som har ringet til butikken, for at høre om vi kan bringe varer ud, og her er det fedt at kunne tilbyde dem Vigo som en god løsning, fortæller købmand i Rema 1000 på Budolfi Plads Christian Madsen.

Udviklingen går i samme retning i resten af landet. Mange bruger tjenesten for at få handlet hurtigt og nemt ind, men også for at tage en ekstra pose med og derved gøre en forskel.

Og taknemmeligheden er stor, vurderer Christian Madsen.

- Vi får positive tilkendegivelser fra både modtagere og indkøbere, og jeg vil gerne sige tak til de kunder, der tager en ekstra pose med for andre kunder. Det gør en stor forskel, siger han.

Rema 1000 med Vigo har eksisteret i tre år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...