Hvor meget tid kan man kræve af andre, spørger klummeskribent Niels Skovmand

KLUMME: Hej, skal vi mødes på lørdag? Skal vi sige, at vi mødes på cafeen imellem 12.00 og 17.00?

I en tid hvor vi alle sukker efter mere tid i døgnet, og hvor tiden er blevet det mest dyrebare, vi har. Hvor meget kan vi så tillade os at kræve af hinanden?

Jeg har lige fået installeret internet i mit hus, hvilket jo er fantastisk, for nu har jeg endnu engang kontakt med omverdenen, og det tvungne tekniske cølibat er overstået. Rejsen frem til den genetablerede tekniske kontakt har dog været lang og har krævet meget af min tid. Og også af andres tid.

Først skal man have besøg af teknikeren, her lød beskeden: Du skal være hjemme på den og den hverdag imellem klokken 07.00 og 12.00. Det er da fint. Det bruger jeg da lige en fridag på.

Da selve installationen skulle finde sted, så lød meldingen igen. Du skal være hjemme i tidsrummet 07.00 og 12.00. Denne gang valgte jeg dog at tage en; ”jeg arbejder hjemme dag”. Det er også begrænset hvor mange fridage, der skal bruges på tekniske installationer. Måske vi fremadrettet kan få indført en ”teknikerens første mødedag”?

Hvorfor er det så svært at finde en model, som ikke kræver, at en aftale strækker sig over 5 timer? Man burde vel have en eller anden ide om, hvornår man kan være fremme. Ligeledes må man vel også have en ide om, hvor lang tid det taget at lave.

Lad os prøve at overføre den samme fremgangsmåde i de private rammer. Skal vi spise sammen på lørdag? -Det kan vi da godt. Kan du være hjemme i tidsrummet 16.00-23.00, og der skal være en voksen til stede? Hvis du ikke er hjemme der, så koster det et gebyr på 150 kroner.

Jeg kan så forstå på min omgangskreds, at jeg skal føle mig heldig. For de har oplevet et krav om at være hjemme i tidsrummet 7.30 til 16.00. Jeg ved ikke, om jeg føler mig heldig. Men i en tid hvor vi er blevet så gode til at beregne rejsetider og samtidigt kan blive notificeret om lægebesøg, tandlæger og bankaftaler, så burde det da være muligt at sende en besked, hvor der står: Vi kommer i morgen klokken 9.00, og du skal påregne cirka en time.

Det skal dog understreges, at jeg ikke anklager den enkelte tekniker, som i øvrigt kom tidligt i aftalen og var super effektiv. Nej det er mere systemet, jeg peger på.

Der kom da også noget godt ud af det. Den dag, hvor jeg flyttede arbejdspladsen hjem til min egen bopæl, var super hyggelig og effektiv. Det kan jeg kun anbefale. Jeg fik mine kollegaer til at komme til møde hos mig, og resultatet blev en mere effektiv dag, hvor vi også kom tættere på hinanden.

Jeg overvejer derfor at gøre det igen, men denne gang uden en tekniker.

Pas på din tid, den er vigtig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...