En sætning der har fået en helt ny betydning

AALBORG: - Vi ses til december. Er en sætning jeg selv har hørt komme ud af min mund den seneste tid. Den er selvfølgelig blevet brugt i forbindelse med nedlukningen af de 7 nordjyske kommuner, og den er blevet brugt til venner og familie, der er bosiddende i de berørte kommuner. Her er jeg så, en af de privilegerede nordjyder. Jeg er bosiddende nordenfjords, men heldigvis i Aalborg Kommune. Så jeg kan stadigvæk gå i biografren, gå på cafe og sende mine børn i skole.

Mindre end 10 kilometer fra mit hus ligger grænsen til Brønderslev kommune, og her er der en helt anden virkelighed. Fire uger med nedlukning og begrænset bevægelsesfrihed. Mange gange i det forbande år 2020 er vi stødt på scenarier, som vi troede ville være utænkelige i vores land. Vi går alle med mundbind, vi krammer ikke hinanden og vi holder afstand. Alt sammen scener fra dystopiske film og serier som lige pludselig ikke virker så vanvittige længere. Friheden, som vi altid har taget for givet, er blevet taget fra os.

Hvem havde forestillet sig, at vi skulle opleve en dag, hvor man bliver set på med anklagende øjne, hvis man ytrer, at man ville køre en tur til Lønstrup?

Tilbage står vi med en masse spørgsmål. Hvad er kritiske arbejdsfunktioner? Hvor længe bliver det ved? Kan vi ses til jul? Hvorfor lukker man ikke hele Nordjylland ned? Kommer jeg på skiferie i år? Mange af os står tilbage og leder efter logikken. En logik som ikke altid er til at få øje på. Det er frustrerende, og lysten til den civile ulydighed ligger og ulmer. De kreative løsninger og fortolkninger lever i bedste velgående.

Jeg har i spøg flere gange underholdt med, at den nedlukning vi er vidne til, er det mest massive tiltag til at handle lokalt. Det er jo lige præcist det vi skal huske; at støtte lokalt. Vores detailhandel og restaurationsbranche har brug for os. Vi skal - hvor det er muligt - være med til sammen at støtte, hvor vi kan. Hvad enten det gælder de daglige indkøb, at spise ude eller bestille takeaway.

Er der et lyspunkt i den dagligdag, som 2020 har præsenteret os for? Ja, de fleste af os er blevet klar over, hvad frihed betyder. Jeg er også blevet meget mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig. Hvad min familie betyder, og at jeg ikke nødvendigvis behøver at fylde mit liv med aftaler.

Det er faktisk ok at kede sig lidt en gang imellem, og at have en weekend hvor jeg absolut ikke skal lave noget er også ok. Men nu trænger jeg snart til at feste, til at grine og drikke hjernen ud.

Heldigvis er der kommet endnu en sæson af Greys Hvide Verden til streamning. Her er der en serie, hvor du i den grad kan slå hjernen fra, og ifører du dig et mundbind, imens du ser den, føler du dig lidt om en af lægerne.

Nu håber jeg af hele mit hjerte, at vi kommer til at fejre en nogenlunde normal jul. Det trænger vi til. Vi ses til december, og jeg glæder mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...