Koncert og standup går som varmt brød - nu laver Skråen ekstra show

AALBORG: Måneder uden mulighed for at komme til koncert eller shows gør os i den grad sultne efter at komme ud at opleve noget. Det kan man konstatere på Skråen, efter man de seneste dage har lanceret flere events de kommende måneder.

- Der er virkelig en kæmpestor interesse, må vi sige, konstaterer leder af kulturhuset Jørgen Nissen.

Skråen satte forleden billetter til salg til det første arrangement i flere måneder i form af Brian Mørk Show - med Nicolaj Lange som gæst - 11. juni. I løbet af godt et døgn var de 200 billetter revet væk.

Derfor er Skråen nu klar med et ekstra show dagen før - 10. juni. Her er billetterne allerede sat til salg.

- Vi har virkelig arbejdet hurtigt, og det lykkedes heldigvis, så nu genåbner vi egentlig en dag før, vi havde regnet med, siger Jørgen Nissen, som glæder sig over den store interesse.

Kæmpe interesse er der også for en fredagskoncert med Jacob Dinesen i Karolinelund, 10. juli. Koncerten er den første, der er offentliggjort i en række af sid-ned-hygge-koncerter hen over sommeren. Koncerterne i Karolinelund får plads til 500 ad gangen.

Billetsalget åbnede fredag sidst på formiddagen, og allerede før middag var en fjerdel af billetterne væk.

Skråen forventer efter pinse at kunne offentliggøre yderligere navne til sommerkoncerterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...