Interessen for seneste nyt på menukortet er overvældende

AALBORG: Dampende varm te, scones med tilbehør, et udvalg af små sandwiches samt petit fours.

Kort sagt; ægte afternoon tea med inspiration hentet i London.

Det nye tilbud har kun været på menukortet i omkring to uger i Væksthuset på Salling Rooftop, og daglig leder Camilla Mortensen kan allerede nu glæde sig over stor interesse.

Tina Larsen
Rooftop-manager Camilla Mortensen står bag det nye initiativ. Foto: Lasse Sand

- Hver dag, siden vi begyndte at servere afternoon tea i uge 8, har der været kø for at få et bord, når vi åbner. Og flere end 500 gæster har allerede været forbi, siger hun, der har en ekstra grund til at være tilfreds.

- Jeg fik idéen og har implementeret den sammen med mine kollegaer på Rooftop både her og i Aarhus. Det rammer ambitionen om hele tiden at skabe nye events og oplevelser.

Det gode fællesskab

Camilla Mortensen peger på flere årsager til, at kunderne har taget godt imod tilbuddet.

- Folk vil gerne have en anledning til at mødes i fællesskaber og prøve noget nyt, her er gæster i alle aldersgrupper. Og så har vi ramt noget, folk åbenbart har manglet i byen, siger hun.

- Jeg synes, afternoon tea er fantastisk, jeg elsker selv at få det, når jeg er i London. Og så er det jo rigtig dejligt at opleve, at vores gæster er enige.

Tina Larsen
Gæsterne har taget godt imod tilbuddet om bla. te, scones og sandwich. Foto: Lasse Sand

Tro mod konceptet

Og succesen forpligter.

- Det er vigtigt hele tiden at være tro mod konceptet, siger Camilla Mortensen

- Vi har de bedste råvarer, og vi gør for eksempel meget ud af, at vandet er det rigtige antal grader i forhold til hvilken te, vi brygger, siger hun.

Tina Larsen
Som tilbehør kan man også nyde udsigten fra Salling Rooftop. Foto: Lasse Sand

Der er plads til 68 personer i Væksthuset, hvor du kan få afternoon tea søndag til torsdag klokken 13 til 17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...