Værtshuse og barer åbner løbende. Se her, hvilke du nu kan besøge

AALBORG: Hvis du går med tanker om at skulle fejre de kommende fridage med en bakke øl og sjusser, så kommer du nok til at holde festen selv.

Flere barer og værtshuse i Jomfru Ane Gade kan nemlig allerede i dag, tirsdag, melde udsolgt til bededags-weekenden.

- Ja, man skal være hurtig, hvis man vil have en plads, siger Kristoffer Hjort Storm, der er salgs- og marketingchef i Rekom Aalborg.

Interessen for at booke et bord på et af Gadens mange beværtninger har generelt været stor, siden barer, værtshuse, caféer og restauranter i onsdags fik lov at åbne mod krav om coronapas og bordbestilling. Men særligt de kommende weekender er i høj kurs.

Hos Heidi's Bier Bar og Den Nordjyske Ambassade er alle borde til fredag og lørdag ifølge Kristoffer Hjort Storm væk, og også kon-kollegaen Zwei Grosse Bier Bar fortæller på Facebook, at man har tæt på udsolgt.

For bar- og diskotekskoncernen Rekom betyder den store interesse for at komme ud og drikke øl, at man nu udvider med endnu et åbent værtshus. Fra og med i morgen, onsdag klokken 14 åbner man nemlig også Fabrikken.

- Og herefter kommer vi så til at vurdere lidt fra uge til uge, om vi skal åbne mere, siger Kristoffer Hjort Storm.

Men selv om der er run på "vandhullerne" i weekenderne, så vurderer indehaver af Zwei Grosse Bier Bar og talsmand for flere af restauratørerne i og omkring Gaden Henrik Foget Jensen, at antallet af åbne barer lige nu står meget godt mål med efterspørgslen.

- Vi kan se, at det primært er de helt unge, der er interesserede i at komme ud, mens de lidt ældre gæster fortsat bliver hjemme, derfor passer det nok meget godt med det antal steder, er er åben nu, siger han.

Udover Heidi's Bier Bar, Den Nordjyske Ambassade, Fabrikken og Zwei Grosse Bier Bar har også El Mundo, Hugos Garage, Old Irish Pub, Rex Aalborg og Club Stygge åben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...