Skolens støtteforening har opgivet planerne og satser i stedet på 2019

AALBORG: Victoriaskolen er eftertrykkeligt skudt i sænk.

Det er nu en nagelfast kendsgerning, at privatskolen ikke kommer op at stå i 2018, og der bliver således ikke nogen skolestart for ny elever i skolens regi, når det ny skoleår begynder mandag den 13. august.

Støtteforeningen bag Victoriaskolen havde ellers arbejdet hårdt for og satset på at kunne åbne skolen i år i Coops bygninger på Hobrovej 461 i Skalborg.

- Men Aalborg Kommune har stukket en kæp i hjulet på vores skoleplaner, så vi føler, at vi nu er tvunget til at kaste håndklædet i ringen i denne omgang, siger Rikke Neumann Andersen, der er næstformand i støtteforeningen for Victoriaskolen, til aalborg:nu.

Ifølge næstformanden har kommunen nemlig højst overraskende meddelt initiativtagerne, at den gældende lokalplan for området ikke tillader en skole på det ønskede sted.

Et enormt svigt

Rikke Neumann Andersen:

- Vi havde jo satset og målrettet vores kræfter på at kunne åbne skolen på netop Hobrovej, og det er ikke muligt for os at sadle totalt om med så kort varsel.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi føler os enormt svigtet af Aalborg Kommune, og vores opfattelse er, at vi er blevet væltet omkuld af et kommunalt bureaukrati.

Næstformanden siger videre, at man dog ikke har opgivet håbet om at realisere skoleplanerne et helt andet sted.

- Vi vil forsøge at finde andre egnede lokaler, og vores ny målsætning er at åbne Victoriaskolen ved skoleårets begyndelse efter sommerferien i 2019.

- Og jeg både håber og tror, at det nok skal lykkes, tilføjer hun.

Rikke Neumann Andersen lægger heller ikke skjul på, at den megen offentlige polemik omkring skolen har kostet på "bundlinjen".

- Vi har desværre været nødt til at tage til efterretning, at adskillige forældre med skolesøgende børn, som de havde tilmeldt Victoriaskolen, nu har trukket deres tilmeldinger tilbage, siger hun.

- Jeg har naturligvis forståelse for deres handling, for forældrene kan selvfølgelig heller ikke i det uendelige leve med usikkerheden om, hvorvidt skolen kommer op at stå eller ej.

Leder med lys og lygte

Næstformanden oplyser, at man i dag er helt nede på blot fire elevtilmeldinger, og de kommer fra forældre i skolekredsen.

Rikke Neumann Andersen:

- Aalborg Kommune har f.eks. bestemt, at der kun må etableres en skole på nordsiden af Sofiendalsvej, og det er igen en barriere, der er med til at indskrænke vores muligheder for at finde nye velegnede lokaler til skoleformål.

- Vi leder som sagt med lys og lygte efter et nyt sted til Victoriaskolen, og den mest sandsynlige og realistiske placering på nuværende tidspunkt er nok en lokalitet syd for Skalborg, mener støtteforeningens næstformand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...