Store kulturaktører er gået sammen om ugelang festival med Michael McIntyre som gigantisk hovednavn

AALBORG: Er du vild med comedy og et godt grin, så er der en kæmpe nyhed på vej.

Fire af byens store kulturinstitutioner går nemlig sammen om at præsentere Aalborg Comedy Festival i eftersommeren.

Det er Skråen, Nibe Festival, Aalborg Events og Aalborg Kongres & Kultur Center der indgår et nyt samarbejde om festivalen, som er lavet med inspiration fra Montréal i Canada.

Og hovednavnet er intet mindre end et scoop. Der er nemlig tale om en af verdens suverænt bedste comedyperformere, engelske Michael McIntyre med showet Big World Tour.

- Næst efter Jeff Dunham, som vi præsenterede sidste år, så var Michael McIntyre det internationale comedynavn, vi helst ville præsentere til Aalborg Comedy Festival. Det bliver stort, og vi håber, at vi kan trække publikum fra hele Danmark. Og der er meget mere at byde på fra os alle, når vi senere offentliggør hele programmet, lover adm. direktør i AKKC, Nicolaj Holm.

Det meget smukke og stemningsfyldte Spejlteltet Paradiso ved Nordkraft, bliver fyldt med både spændende og nyskabende comedy præsenteret af Skråen.

- I ganske mange sammenhænge har Skråen arbejdet sammen med f.eks. AKKC og Aalborg Events. Så at det nu er lykkedes at skabe endnu mere sammen, er jeg virkelig glad for. Vi har jo det fantastiske Spejlteltet, som i den grad bidrager til at være den unikke ramme om Skråens shows i Aalborg Comedy Festival, siger Jørgen Nissen, leder af Skråen.

Nibe Festival, en af landets store musikfestivaler, har i 2018 meldt ud, at den gerne vil lidt mere ud af huset med organisation, netværk og erfaring på andre kulturfelter udover den fede festival.

- At være med til at skabe noget helt nyt i Aalborg, er selvfølgelig drøn interessant for os. Vi er så klar til at agere både her på hjemmebanen og i Aalborg. Vi glæder os til, at vi snart kan løfte sløret for vores del af Aalborg Comedy Festival. Det er meget givende for os alle i gruppen, og de forhåbentlig mange comedy-glade mennesker, at vi har fundet sammen i dette nye samarbejde, siger Peter Møller Madsen, festivalleder Nibe Festival.

Hele programmet for Aalborg Comedy Festival, som finder steder 27. august til 2. september offentliggøres senere, og der vil både blive mulighed for gratis arrangementer, og så vil der være betalt entre til de enkelte arrangementer.

De 2430 billetter til hovednavnet Michael McIntyre mandag den 2. september i AKKC, sættes i salg allerede på fredag, 12. april, kl. 12 i AKKC’s billetkontor på akkc.dk eller via ticketmaster.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...