Det er et nyt alternativ til træning online

AALBORG: Savner du yoga i det fri, og hører du til dem, der med længsel ser frem mod en genåbning af dit træningstilbud? Så har Yoga Huset Aalborg et gratis tilbud til dig: Rul yogamåtten ud på øverste dæk i C.W. Obel P-Hus i Vestbyen 6. maj kl. 17.

Udover yoga handler det også om at forene blandt andet oplevelsesværdi, faglighed, humor og tryghed under åben himmel i en tid, hvor mange er mætte af digitale muligheder. Det skriver Yoga Huset, der drives af aftenskolen Fokus, i en pressemeddelelse.

- Noget, der er blevet meget tydeligt under nedlukningen, er, at træning ikke bare handler om vægttab og muskler. Folk hudsulter efter autenticitet og nærvær og efter at gøre noget sammen med andre, fortæller Maj Ingemann-Molden, der er leder af Yoga Huset Aalborg.

- Som del af en aftenskole vil vi strække os langt for at imødekomme den efterspørgsel. Derfor har vi måttet tænke kreativt. Jeg har for eksempel ikke selv kørekort, men det er heller ikke en forudsætning for at dyrke yoga på toppen af et p-hus.

Du skal selv medbringe yogamåtte, og da Yoga Huset Aalborg naturligvis overholder alle restriktioner i forbindelse med begivenheden, så er tilmelding nødvendig

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...