Det er blevet en tradition for mange at køre med Limfjordsbanen her op til jul

AALBORG: En tur med det gamle damplokomotiv er et must for mange her op til jul, og nu har Limfjordsbanen offentliggjort, hvornår du kan stige ombord.

Denne gang kører juledamptoget fra Aalborg station til Aalborg øst og Skørping, og det juleudsmykkede tog kører de tre søndage før jul i december - søndag 5. december, 12. december og 19. december. Det skriver Limfjordsbanen.

Alt i alt er der lagt op til at stige ombord i det levende museum for at tage på en juletur tilbage i tiden med de gamle teaktræsvogne bygget til danske privatbaner mellem 1901 og 1933 og med et damplokomotiv fra 1916 i front.

Limfjordsbanens tog kører fra Aalborg Station til Østhavnen klokken 10.30 de tre dage. Turen tager lidt over to timer og under opholdet i Østhavnen serveres kaffe, gløgg og norske klejner samt slik til børnene.

De tre søndage køres til Skørping klokken 14.15. Turen tager lidt over to timer. I Skørping kan du købe kaffe/gløgg med videre i Kinorevuen overfor stationen under opholdet i Skørping.

Yderligere information om priser, køreplaner og køb af billetter finder du her på Limfjordsbanens hjemmeside

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...