
Vil du være med? Frivillige laver mad til familier i krise
Nyt projekt i Aalborg får støtte fra Salling og Spar Nord
AALBORG: Gratis mad leveret til døren i otte uger. Det tilbud kan familier i Aalborg, der er ramt af akut, livstruende sygdom snart se frem til.
Det er organisationen Det Kærlige Måltid, der står bag tilbuddet, som skal hjælpe familier, der står midt i en livskrise.
- Når man er i den situation, kan det være helt uoverskueligt også at skulle tænke på, hvordan man får noget at spise. Der kan vi så træde til, fortæller Charlotte Thyberg.
Hun er stifter af og direktør i nonprofitorganisationen, der gennem de seneste to år har leveret 20.000 måltider til sygdomsramte familier i Aarhus. Nu er tiden kommet til at brede konceptet ud, og en nylig milliondonation fra Salling Fondene og Spar Nord Fonden betyder nu, at Det Kærlige Måltid snart kan åbne en afdeling i Aalborg.
- Jeg kender Aalborg godt, fordi jeg har læst her. Jeg kender mange her og kommer her fortsat jævnligt, derfor er det lige for, at det bliver den næste by, vi skal være i, siger hun.

Båret af frivillige
Planen er at åbne i februar, men corona betyder, det er svært at sætte en nøjagtig dato. Allerhelst vil Charlotte Thyberg gerne have forsamlingsforbuddet sat lidt op, før organisationen går i gang - for at være på den sikre side.
Sikkert er det dog, at Det Kærlige Måltid skal holde til på Thistedvej i Nørresundby. Der er også allerede ansat en daglig leder og arbejdet med at finde den helt rigtige kok til at stå for produktionen er også i fuld gang. Derudover skal der findes nogle håndfulde frivillige unge mellem 15 og 25 år, der to gange om ugen vil hjælpe med at lave maden og få den ud til familierne.
- De frivillige er en meget vigtig del af Det Kærlige Måltid, for man kan sige, at projektet går på to ben. Dels hjælper vi familier, der står i en livskrise, dels får de unge en masse viden om råvarer og ernæring og noget erfaring, de kan bruge i andre sammenhænge, fortæller hun.
Organisationen har også som målsætning, at cirka 20 procent af de frivillige i køkkenet skal være sårbare unge, der f.eks. tumler med ensomhed, angst og depression.
- De får oplevelsen af at gøre noget for andre og får samtidig selv nogle nye kompetencer og relationer til andre unge, lyder det.

En livsændring
Inspirationen til Det Kærlige Måltid har Charlotte Thyberg fået fra både udlandet og egen verden.
I 20 år var hun ansat som produktchef i det, der i dag hedder Salling Group, men gik for godt fem år siden ned med stress. Det blev efterhånden tydeligt for hende, at hun skulle bruge sine kompetencer på en anden måde, og det skulle være noget, der også kunne komme andre mennesker til gode. Og da hun samtidig oplevede sygdom i familien og så, hvordan der kunne mangle overskud til at få noget sundt og nærende at spise, var ideen skabt.
- Jeg blev meget inspireret af organisationen The Ceres Community Project i USA og var i San Fransisco et par gange for at se nærmere på deres kærlige køkkener i amerikanske byer. Da jeg kom hjem derfra sidste gang, vidste jeg bare, det var det, jeg skulle, fortæller hun.
Fantastisk community-ånd
Hendes version af Det Kærlige Køkken er nu veletableret i Aarhus, og der er overskud til at begynde at brede det ud til flere byer. Men projektet kræver, som Charlotte Thyberg formulerer det, "en lind strøm af penge og frivillige".
Pengene er i første omgang kommet i form af en million kroner fra Spar Nord Fonden og Salling Fondene, og de frivillige er hun også fortrøstningsfuld omkring, for hun føler sig sjældent godt modtaget her i Aalborg.
- Jeg føler virkelig, der er en fantastisk community-ånd her, nok også mere end i Aarhus. Det har faktisk været lettere her. Folk kærer sig om hinanden og vil gerne stille op. Der er ikke så langt fra tanke til handling - heller ikke i Aalborg Kommune, forklarer hun og tilføjer:
- Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser og glade tilkendegivelser over, at vi kommer til Aalborg, så nu glæder vi os bare rigtig meget til at komme i gang.
Det Kærlige Måltid håber at kunne levere 6500 måltider her i byen det første år.
Du kan læse mere om organisationen på dens hjemmeside eller ved at trykke her