Julen og lyset skal tilbage på Budolfi Plads

AALBORG: Pariserhjulet, julemanden, skøjtebanen og Zoo. Byen er fyldt med fede og flotte fotospots her op til juletiden.

Men på søndag får vi et nyt, der har potentiale til at feje nogle af de andre af popularitetsbarometret.

To år efter åbningen af Budolfi Plads skal julen nemlig tilbage til et af byens mest centrale rum.

- Vi vil rigtig gerne lave en ny juletradition her på pladsen og vise, at vi er byens hjerte. Og det bliver så rent bogstaveligt, siger Mikkel Højsleth fra Budolfi Plads A/S.

Lige nu er håndværkere nemlig ved at bygge en gigantisk lysinstallation på toppen af pladsen - netop udformet som et hjerte. Installationen bliver på syv gange syv gange tre meter og vil lyse store dele af området op i rødt.

Katrine Schousboe
Hjertet bliver kæmpe stort - men Lars Jeppesen lover, du kan stadig få både kirken og pariserhjulet med i baggrunden. Foto: Katrine Schousboe

- Den bliver ikke bare fotovenlig. Den bliver sindsygt instavenlig, fastslår designeren og idemageren Lars Jeppesen, der også har lavet Jul i Zoo.

Det er netop ham, der har fået opgaven med at bringe julen tilbage til pladsen og samtidig få den til at hænge sammen med de omkringliggende historiske bygninger.

- Budolfi er en meget sensitiv plads. Det er også en historisk plads, hvor man tidligere solgte juletræer foran kirken. Det er den følelse, vi skal have tilbage igen, siger han og tilføjer:

- Derfor skal vi heller ikke stille et lysende rensdyr eller andet, som man ser ved indkøbscentrene op. Det ville være synd. Det skal ikke være lysforurening, men derimod noget, der løfter området.

Katrine Schousboe
Tusindvis af små røde pærer kommer til at lyse decembermørket op i det store hjerte. Foto: Katrine Schousboe

Hjertet kommer til at stå, så man kan se det nede fra Algade. Og tanken er, at man skal have en ny oplevelse, når man går op på pladsen - her kan man fra den ene side af det fange kirken og pariserhjulet bagved og på den anden vinterhimlen.

Udover det enorme hjerte kommer der også en decideret fotoramme, hvor man kan skyde årets julebillede af ungerne, kæresten eller veninden. Den får en silhuet af nogle af Aalborgs mest markante seværdigheder på toppen, sådan at ingen skal være i tvivl om, hvor man er.

Endelig kan man tage sin egen historiske vandring blandt en række store skilte, der fortæller og viser billeder af fortidens jul i Aalborg.

Lysinstallationen er dog kun begyndelsen på en tradition, for Mikkel Højsleth vil gerne have Budolfi Plads endnu højere op i vores alles bevidsthed.

- Sidste år havde vi planlagt en del op til jul - også events - som vi måtte aflyse på grund af corona. Nu er vi tilbage, og tanken er, at vi så de kommende år vil bygge videre på det her, siger han.

Lysinstallationen på Budolfi Plads bliver tændt på søndag 28. november kl. 12. Men dukker du op allerede kl. 11.45, har du mulighed for at høre lidt om tankerne bag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...