Stadsarkiv samler billeder ind, der viser forandringerne i Aalborg

AALBORG: Det er voldsomt populært at gå på jagt efter flotte motiver i byen. Gavlmalerier, havnefronten og Budolfi Plads er bare nogle af de steder, der scorer højt på popularitetslisten.

Den næste måneds tid er det dog byens helt særlige julemotiver, som mange går på jagt efter. Og mangler du inspiration til at finde det helt rigtige spot til billederne, så er en særlig insta-walk måske et sted at begynde.

Det er Aalborg Stadsarkiv, der står bag julewalken på torsdag 28. november. Man mødes uden for arkivet, der ligger ved siden af Vor Frue Kirke, og tager sammen med arkivar Bente Jensen rundt i byen for at dokumentere årets julestemning under hashtagget #juliaalborg19.

- Vi har indsamlet billeder af jul i Aalborg siden 2012, og det er blevet en tradition, at vi også laver en walk, hvor man kommer rundt og ser nogle gode steder at tage billeder, man måske ikke lige kender, siger Bente Jensen.

Hun tilføjer, at det er spændende år for år at se, hvordan byen forandrer sig, og hvad der er, som det plejer, op til højtiden.

- Vi vil meget gerne have så mange billeder som muligt. Ikke bare af midtbyen, men også fra f.eks. storcentret eller folks private hjem, fortæller hun.

Bente Jensen understreger, at selv om arkivet indsamler en del af billederne fra hashtagget på Instagram, så sker det kun, når man har fået lov at fotografen.

Det er helt gratis at deltage i walken, men da der er begrænset plads på turen, skal man melde sig til ved at skrive til historieaalborg@aalborg.dk eller ringe til arkivet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...