Biffens sommerfilm sender dig til flere kontinenter - og helt ud i rummet

AALBORG: Der er mange måder at rejse på, og midt i en pandemi er en af de mest trygge nok at sætte sig tilbage i biografsædet og nyde en tur - i fantasien. Biffen Nordkraft byder i løbet af sommeren på en verden af film, uanset om man er til fransk feelgood, islandsk humor, britisk, amerikansk, kinesisk eller dansk drama.

- Det glæder os, at mange finder vej til Biffen her i sommerperioden og føler sig trygge, siger daglig leder Karin Fast i en pressemeddelelse.

En del kommer for at få set Biografklub Danmarks film, men mange kommer også for at se resten af repertoiret og tage en tur syd- eller nordpå.

Filmen ”Den gode hustru” tager eksempelvis publikum med til Alsace og i ”Livets bedste år” går turen til stranden i Deauville.

I ”Mælkekrigen” udspiller et finurligt og underspillet drama sig midt i den storslåede islandske natur, og til august går turen til Changchun i Kina i ”The Farewell” i en prisbelønnet hjertegribende familieskildring.

Længst kommer man dog i fimen ”Proxima” der byder på en rejse ud i rummet. Filmen handler om Sarah (Eva Green), der er medlem af et internationalt hold af astronauter, der snart skal sendes på en et år lang mission i rummet. Som eneste mor på holdet kæmper Sarah med at balancere mellem rollen som astronaut i intens træning, og som mor til et lille barn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...