Kirk Gallery viser internationale gadekunstneres værker

AALBORG: De har malet en perlerække af malerier rundt om i Aalborg de senere år. Store kulørte flader på vægge og gavle.

Men nu kan du også få lov at opleve en række af de internationale kunstnere, der har deltaget i gavlmaleriprojektet Out in the Open udfolde sig på lærred. Kirk Gallery har nemlig fernisering på en stor gruppeudstilling på lørdag, 30. november, med ti af de store navne.

- For mange af de udstillende kunstnerne gælder det, at deres hovedmedie har ligget indenfor Fine Arts med udstilling af eksklusive værker kloden rundt, for så siden også at udvikle deres udtryk på gavl, inklusiv i Aalborg, siger indehaver af Kirk Gallery, Lene Kirk, i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at hun derfor som noget nyt, glæder sig til også at kunne vise deres arbejde i værker på galleriets vægge.

Blandt udstillerne er den portugisiske verdensstjerne Vhils, der i sommer huggede et værk ud i en gavl på hjørnet af Danmarksgade/Christiansgade og franske Seth, som netop har lavet to store gavlværker på Østerbro.

Også den tyske duo Herakut, som har lavet byens største gavlmaleri på 50 m på Godsbanen, har nye værker med på udstillingen.

Udstillingen Up the Wall på Kirk Gallery varer frem til 18. januar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...