De kan noget med fisk på Skagen Fiskerestaurant. Privatfoto
Mad & Drikke

Vild med god mad: Et lille stykke Skagen

Kaare tager dig med på en gastronomisk rejse

16. september 2020 kl. 09:59

AALBORG: I Nordjylland har vi en gastronomisk feinschmecker. Han hedder Kaare Fuglsang Bach Toft. Han kommer i forbindelse med sit arbejde for VisitAalborg godt rundt i madens verden, og her giver han en varmhjertet anbefaling:

Med over 50 år på bagen og med tre restauranter fordelt i Danmark, er det en fryd, at seneste restaurant fra Skagen Fiskerestaurant er placeret i Aalborg og så ovenikøbet på den flotte nye Budolfi Plads.

Fiskefrikadellerne med løgkompot er utrolig friske og velstegte. Privatfoto

Vi har været her før – og gør det gerne igen – for det der med fisk ka’ de virkelig her.

Anne-Sophie, der er daglig bestyrer, tager imod os med smil og et stort ”Velkommen til”, og fra starten føler man sig som gæst afslappet samtidig med, at duften af den friske og indbydende store fiske- & skaldyrsbuffet med det samme gør, at man bliver (endnu mere) sulten og næsten ikke kan vente.

Anne-Sophie fører os fra indgangspartiet igennem en autentisk sand-på-gulvet-oplevelse og op på 1. sal og placerer os ved vores bord som er tæt ved scenen, hvor der senere kommer livemusik.

Den daglige bestyrer Anne-Sophie er klar til at tage imod. Privatfoto.

Skagen Fiskerestaurant afvikler ofte livemusik på en lille intim scene, eller DJ´s kigger forbi. Det giver en super stemning, og deres cocktailkort er da også tilpasset derefter 😊

Men vi er ikke kommet for at se på møbler og snakke om livemusik; vi er kommet for at smage fisk og skaldyr.

Vi bliver anbefalet en ”Bourgogne Chardonnay 2018” med en lækker fedme og med friske noter som passede perfekt til fisk og skaldyr – dejligt at blive betjent af et fagligt dygtigt personale som ved, hvordan vinen og maden matcher hinanden. Så vi i fællesskab kan forstærke den smagsoplevelse, vi kommer igennem hos Skagen Fiskerestaurant.

Buffeten – jeps, det elsker vi nordjyder - bugner af lækre retter og vi nyder bl.a. en lækker hummerbisque, gazpacho m/ grillet kammusling, krabbekløer (der naturligvis lige er klemt på forhånd, så vi som gæst kommer let til det friske krabbekød), søkogte pil-selv-rejer, gratinerede jomfruhummer, hellefisk, moules mariniére og meget, meget mere.

Krabberne har heldigvis fået et lille klem, så de er nemmere at spise. Privatfoto

Selvom det virker ordinært, er der bare noget særligt over sprøde, pandestegte fiskefileter og fiskefrikadellerne med løgkompot, men de er utrolig friske og velstegte, og hvor er det dejligt at smage noget så ”simpelt” smage så helt utrolig lækkert.

Fisk og skaldyr mætter – det må vi indrømme – og selv om vi på nuværende tidspunkt allerede er (temmelig meget) mætte, så må vi også lige smage på de lækre desserter, som er stillet frem.

Chokomousse var bare en af desserterne, der kunne vælges. Privatfoto

Frisk, sprødt hjemmebagt knækbrød med masser af oste, citrontærte med brændt marengs og så lige en chokomousse

Værs’go – så kan vi trille herfra.

Tak for jer, kære køkkenchefer

Alt mad blev i øvrigt tilberedt af køkkenchef Christoffer Mølbjerg, som allerede har et flot og imponerende CV trods sin unge alder.

Køkkenchefen Christoffer Mølbjerg står bag menuen. Privatfoto

Der tegner sig et tydeligt billede i Aalborg af, at vi efterhånden bliver forkælet med utrolig dygtige og kompetente unge køkkenchefer. Vi har dem nok kun til låns en tid, inden de skal videre og prøve sig selv af på den store nationale og internationale madscene, men der er ingen tvivl om, at én af grundene til at madoplevelsen i Aalborg udvikler sig med raketfart, især på den gastronomiske scene, skyldes de her unge og hårdtarbejdende køkkenchefer som kommer med energi, nytænkning og en lyst til at skabe en unik oplevelse for os gæster i restauranterne.

Christoffer, som så mange i øvrigt, har meget fokus på økologi, lokale råvarer, madspild og bæredygtighed og henter rigtig mange af sine råvarer lokalt i Nordjylland ved både økologiske naturbrug og havne i Hirtshals og Skagen. Det kan både smages, duftes og ses på tallerkenen.

Skagen Fiskerestaurant klæder Budolfi Plads. Privatfoto.

Vi slutter med en dejlig kop friskkværnet kaffe på den store udendørs terrasse, som er placeret på smukke Budolfi Plads. Lige midt i Aalborg centrum og alligevel gemt væk i en oase af ro, natur og smukke bygninger.

Der er ingen tvivl om, at Aalborg har fået en fiskerestaurant på et meget højt niveau som ikke ”kun” er fisk- & skaldyrsbuffet men som også er a la carte, cocktailbar, fredagshygge på terrassen, musikscene og meget mere. Til glæde for os lokale, men bestemt også for alle andre som besøger vores skønne by.

Vi elsker fisk, vi er forelsket og vi kan klart anbefale at ”smage” på Skagen Fiskerestaurant i Aalborg.

Absolut et besøg værd.

Annonceret indhold

Nyeste