Fri entré og over 70 gratis arrangementer på ni dages museumsfestival

AALBORG: Nordjyllands Historiske Museum skifter navn til Nordjyske Museer og fejrer det med at give dig gratis adgang i ni dage. I løbet af de ni dage vil der også, både på og uden for museerne, være aktiviteter, som du kan deltage i.

Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne vise både lokale og turister, hvor mange gode oplevelser, der gemmer sig bag navnet Nordjyske Museer, og selv om de færreste nok når hele vejen rundt på de ni dage, festlighederne varer, så håber vi, at folk får så gode oplevelser, at de får lyst til at besøge os en anden gang, forklarer museumsdirektør Lars Christian Nørbach.

De ni dages festligheder kaldes ”Historisk Festival 2021” og omfatter over 70 gratis arrangementer på de 14 udstillingssteder i Aalborg, Mariagerfjord og Rebild kommuner. Du kan blandt andet deltage i byvandringer, rundvisninger og foredrag.

På museets Facebooksider og hjemmesiden nordjyskemuseer.dk kan du desuden være med i konkurrencer, hvor du kan vinde alt fra årskort til varer fra museumsbutikkerne.

Hovedpræmien er en eksklusiv rundvisning for ti personer i koldkrigsbunkeren Regan Vest, som først åbner for offentligheden om lidt mere end et års tid.

Også vikingemuseer skifter navn

Udover navneændringen til Nordjyske Museer skifter de to vikingemuseer navn. Lindholm Høje Museet i Nørresundby hedder fremover Vikingemuseet Lindholm Høje, og Vikingecenter Fyrkat ved Hobro hedder nu Vikingemuseet Fyrkat.

Med navneskiftene følger nyt design, som først vil kunne ses på museets hjemmeside - den skifter i øvrigt også navn fra nordmus.dk til nordjyskemuseer.dk.

På hjemmesiden kan du se hele programmet for museumsfestivalen, der kører fra 29. maj til og med 6. juni.

Hvis publikum tager godt imod festivalen, vil museet overveje at gøre det det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...