De næste uger kan du kæmpe om en finaleplads i den traditionsrige konkurrence i Aalborg

AALBORG: Det er nu, du skal tage en dyb indånding og spænde livremmen ud, hvis du går med en drøm om at blive hele landets pølsemester.

De indledende øvelser til slaget om DM i Hotdogspisning er netop skudt i gang, og traditionen tro venter der en finale på Gammeltorv her i Aalborg i den anden ende.

Frem til 12. maj er der lokale mesterskaber, hvor du kan forsøge at kvalificere dig som en af de ti, der går videre til finalen. Det gør man ved at købe et deltagerbevis, som giver ret til at spise alle de hotdogs, du kan, på 15 minutter.

Det er Steff Houlberg, der står bag konkurrencen, og derfor er der ti Steff Houlberg-pølsevogne og grillbarer med i dysten her i Nordjylland - blandt andre Maxi Grill på Hadsundvej og Klarup Grill på Klarupvej.

De penge, der kommer ind på salget af deltagerbeviser, går i år til Fonden Børnenes Kontor her i Aalborg.

Ruben Lemcke-Mikkelsen fra Gistrup er hele landets hotdogkonge. Han har - indtil videre - vundet præmiechecken ved DM i Hotdog seks gange. Arkivfoto: Torben Hansen

- Vi vil gøre DM i Hotdogspisning til en relevant og sjov begivenhed for alle. Der kan synes langt fra din lokale pølsevogn til podiet i Aalborg, men det gør måske heller ikke så meget, om du bliver danmarksmester – bare du kan spise flere hotdogs end din bedste ven, din bedrevidende mester, din kollega, din gamle far, eller hvem du nu drømmer om at slå. For vi har alle i hvert fald én, som vi under ingen omstændigheder vil tabe til – og så kan man jo se, om man samtidig kan sikre sig en plads blandt de 10 storspisende finalister, og hvem ved, måske slå den nuværende rekord på hele 42 hotdogs, siger Rikke Jeppesen fra arrangøren Steff Houlberg.

Konkurrencen slutter som bekendt med et finaleshow på Gammeltorv. Eventen, som også involverer f.eks. hotdogbanko, underholdning og ikke mindste billige hotdogs, finder i år sted 31. maj i forbindelse med årets første Day & Night.

Ud over æren og titlen som hotdogmester får vinderen også et rejsegavekort på 20.000 kr.

DM i Hotdog bliver fejret ved en stor event på Gammeltorv - hvor der også er hotdogbanko og underholdning og ikke mindst billige pølser. Arkivfoto: Torben Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...