I næste uge viser studerende, hvad de kan - og du er inviteret

AALBORG: Jazz, elektronisk, pop/rock, singersong-writer eller noget helt femte. Du kan opleve de fleste rytmiske genrer, når studerende på Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborg-afdeling i næste uge giver koncerter i Musikkens Hus.

Rækken af minikoncerter, som strækker sig over mandag, onsdag og torsdag, har navnet KonSert - med henvisning til konservatoriets webadresse musikkons.dk

Alle koncerterne bliver afholdt i Rytmisk Sal, og de begynder kl. 19.00. Hver aften er der tre til fem mini-koncerter á ca. 25. minutter med forskellige større eller mindre grupper - eller evt. med en solist.

Konservatoriet skriver i en pressemeddelelse, at koncerterne er en vigtig del af de studerendes uddannelse, hvor de på skift har ansvaret for at sammensætte et koncertprogram.

Det er ganske gratis at gå til koncerterne 7. oktober, 9. oktober og 10. oktober. Du kan læse mere om arrangementerne på konservatoriets hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...