Du kan få gode råd til at pleje dine sneakers og en gratis rens

AALBORG: Er du en af de mange, der er vild med sneakers og måske endda villig til at bruge en del penge på de helt rigtige, så er der ganske spændende nyt.

Den succesfulde og bæredygtige sneakers-forretning, KarlsKicks, der er ejet af den kun 22-årige iværksætter Karl Faurholt, åbner nemlig en pop op-butik i stueetagen i Friis Shoppingcenter.

Det sker lørdag 2. november, hvor du kan møde Karl Faurholt selv og få tips og gode råd til sneakerspleje samt en gratis sneakersrens.

KarlsKicks fremstiller sko ud af gamle brugte sneakers og forvandler dem til speciallavede high-end limited sneakers. Der vil være mulighed for at se og købe mange af de værdifulde, speciallavede sko, som Karl har kreeret.

Han medbringer nogle par, der koster op mod 40.000 kroner og andre redesignede sneakers, som befinder sig i en noget lavere prisklasse.

Karl Faurholt har blandt andet givet gode råd om sneakers i Go' morgen Danmark. PR-foto

Startskuddet for KarlsKicks opstod, da Karl Faurholt som teenager havde et ønske om at gendanne et par af sine egne yndlingssneakers, der var gået i stykker. Han reparerede og redesignede skoene, delte resultatet på de sociale medier og blev mødt med en overvældende positiv respons i form af flere hundrede likes og kommentarer. Siden da besluttede han sig for at starte sin egen virksomhed, og det blev altså startskuddet for det succesfulde brand, som i dag er kendt som KarlsKicks.

KarlsKicks har siden åbnet en forretning i centrum af København, hvor de sælger alt lige fra produkter til de kreative sjæle og til high-end sko.

Du kan møde Karl Faurholt i Friis Shoppingcenter lørdag 2. november kl. 10-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...