Wayve er klar med begynderkurser hele sommeren til dig, der gerne vil prøve kræfter med vandsporten

AALBORG: Du behøver ikke rejse langt for at få et kursus i havkajak eller SUP. Wayve holder alle deres kurser i Aalborg med cykelafstand fra centrum.

Vandsport bliver mere og mere populært rundt omkring i Danmark. Ikke mindst her i Aalborg, hvor eksempelvis Cable Park er vokset frem, og hvor vi har fået vores egen vandfestival, Waater, med en masse aktiviteter på Limfjorden. Hos Wayve ser man også gerne endnu mere aktivitet på vandet.

- Vi har historisk set ikke haft ret meget aktivitet på fjorden i form af vandsport, hvilket er ærgerligt. Efter at have været flyttet væk fra byen i en periode, er jeg nu vendt tilbage, og jeg vil gerne bibringe noget til fjorden, for det er skønt at opleve den på nært hold, fortæller manden bag Wayve, Philip Ulf.

Nyd byen fra vandet

Hos Wayve kan man prøve kræfter med både havkajak og SUP, som Philip Ulf mener er unikke måde at bruge vandet på.

- Jeg var på højskole og faldt pladask for det, og jeg er senere hen blevet uddannet indenfor begge dele. Jeg er bare helt vild med at opleve Danmark fra vandet, og det kan man både i havkajak og på SUP. Jeg har blandt andet været på Fyn og sejle rundt, det er så smukt, fortæller han og fortsætter:

- Vi har så meget kystlinje i Danmark, så det er faktisk utroligt, det ikke har været mere udbredt.

Philip Ulf mener, at havkajak og SUP stort set er to lige tilgængelige måder at tage ud på vandet på. SUP virker måske lidt lettere at gå til for folk, fordi man ikke fysisk skal ned og sidde i en båd, og så er det nemmere at have med på farten i eksempelvis en oppustelig version.

Wayve tilbyder både en mindre smagsprøve på SUP og deciderede begynderkurser til både SUP og havkajak.

- Vi har det, vi kalder, appetizer, hvor man kan komme ud og prøve et board, og se om det er noget, man kan lide. Og så har vi introkurser, hvor man lærer at mestre det og bliver mere fortrolig med det, fortæller Philip Ulf.

Han understreger, at det er en god ide at sætte sig lidt ind i det basale, før man hopper på boardet eller i kajakken.

- Vi hører om mange, der har købt et board, fordi de er hjemme denne sommer, og så tager de ud på vandet, uden at vide noget om sikkerhed og så videre. Det kan være farligt. Derfor vi vil gerne lære folk de basale ting om vind og vejr, sikkerhed og forholdsregler, så de ved, hvad de går ind til, siger han.

Wayve tilbyder kurser frem til efteråret, og man kan både finde dem på de sociale medier eller bruge deres hjemmeside www.wayve.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...