Signalbakken byder på den flotteste udsigt. I foråret kan du også lære om naturen i området. Arkivfoto: Lars Pauli
Det sker

Vild med Vejgaard: Vandretur skal vise nye sider af bydelen

Byg et bi-hotel og lær dit område bedre at kende

17. januar 2022 kl. 13:18

AALBORG: Vejgaard er et rart sted at bo. Et bydel, hvor der sker noget, og hvor man har et særligt sammenhold.

Det budskab vil Vejgaard Samråd gerne have ud til flere - både de, der er så heldige at bo i bydelen, men også vi andre i Aalborg.

Derfor forsøger samrådet med en række arrangementer at vise områdets mange kvaliteter frem og samtidig skabe sammenhold mellem Vejgaards indbyggere.

- Vi vil gerne vise, at vi vil hinanden det bedste her, og at vi har fokus på hinanden, siger medlem af samrådets bestyrelse Lis Abildhauge.

Senest er det blandt andet blevet til et yderst populært halloween-arrangement i Golfparken i samarbejde med Stine Rex, juletræstænding på torvet og tilbagevendende skraldeindsamlinger i nærområdet. Her i foråret vil man fremhæve naturen i Vejgaard med en gratis naturvandring med kommunens naturvejlederne Esben Buch og Ole Henrichsen.

- Vi har tidligere opfordret til, at man kommer med ideer til arrangementer - og det her er blevet til efter forslag fra to kvinder i bydelen, som et dejligt konkret tiltag som både børn og voksne kan være med til, siger hun.

Turen går til Signalbakken søndag 27. marts, og her vil du blandt andet kunne bygge et bi-hotel, få vilde blomsterfrø og lære at samle spiselige urter.

- Der er allerede stor interesse for turen, kan vi se på Facebook. Det er dejligt, for vi vil gerne vise, hvad det er, vi kan her i Vejgaard og samtidig gøre noget sammen, siger Lis Abildhauge.

Du kan læse mere om den gratis naturvandring til Signalbakken i samrådets Facebookbegivenhed.

Annonceret indhold

Nyeste