
Vild med Vestre Fjordpark? Nu bliver det lettere at parkere
Kommunen åbner 90 nye p-pladser i Vestbyen
AALBORG: 90 nye p-pladser. Det er hvad beboerne i Vestbyen kan se frem til, når Aalborg Kommune nu åbner en ny parkeringsplads på Egholm Færgevej.
Der er spidsbelastning på p-pladserne omkring Skydebanevej i sommerhalvåret, når glade badegæster valfarter til Vestre Fjordpark.
Men nu er der godt nyt til alle, der vil ud og dyppe tæerne i det populære havnebad. Aalborg Kommune er netop blevet færdig med at anlægge en ny parkeringsplads på Egholm Færgevej med plads til 90 biler.
For dig, der skal ud at bade, betyder det, at der bliver flere pladser og meget mere organiserede parkeringsforhold, end den nuværende kantstensparkering langs Skydebanevej, som i øvrigt nedlægges med etableringen af den nye Plusbusrute.
Parkeringspladsen har ind- og udkørsel fra Egholm Færgevej, og der er lavet stisystem fra pladsen til Vestre Fjordpark. Pladsen er indrammet af et lille hegn på pæle, der også fungerer som indikator for p-pladserne, så hver bil parkeres mellem to pæle.