Billetsalget eksploderer, den ikoniske bungy jump-kran er skiftet ud med noget helt nyt, og så vil Grøn være endnu grønnere

AALBORG: 2019 vil nok blive husket for flere ting blandt Grøn Koncerts crew og gæster. Udover at det allerede nu tegner til at blive et rekordår, hvis man kigger på billetsalget, så er arrangørerne også klar med flere nyheder.

Vejrguderne er indtil videre søde ved Grøn Koncert i år, for eksempel her i Aalborg, hvor det på nuværende tidspunkt ser ud til at holde tørt og blive 22 grader på søndag 21. juli. Det kan måske være en af grundene til, at billetsalget allerede nu er eksploderet. Det kan naturligvis også skyldes den brede musikplakat eller de store og små nyheder, som man kan finde på pladsen.

- Vi har nyheder i flere kategorier i år. Noget, jeg vil fremhæve, er, at vi har lavet et samarbejde med Tuborg, Roskilde Festival, Northside og Tinderbox, som gør det muligt for os at tænke endnu mere på miljøet, og så har vi skiftet bungy jump ud med en ny darezone i tre niveauer, fortæller Nikolai Milman, der er projektleder for Grøn.

Camilla Gammelgaard
Bungy jump har været en del af Grøn Koncert i omkring 20 år, men i år er der nye ting til vovehalsene på pladsen. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Grøn vil være grønnere

Det klimavenlige samarbejde med Tuborg, Roskilde Festival, Northside og Tinderbox går ud på, at de i fællesskab har investeret i 750.000 ølkrus, som kan genanvendes samt en kæmpestor opvaskemaskine, som kan sørge for, at der hele tiden er rene glas til de mange gæster.

Opvaskemaskinen og de mange ølskrus har allerede været rundt ved de andre, og nu er det så blevet Grøns tur til at have det med. Det kan spare dem og naturen for intet mindre end 500.000 plastikglas, som der tidligere har været brugt til koncerterne på et enkelt år.

- Det er selvfølgelig et tiltag, som vi har fået ud fra en bæredygtig tankegang. Nu vil vi gerne være med til at tage opvasken, siger Nikolai Milman.

For gæsterne betyder det, at man betaler et symbolsk beløb for sit krus, som man hele dagen kan bytte til et rent.

Det er ikke det eneste grønne tiltag.

- Alle vores ansatte har armbånd på af forskellige slags, som indeholder plastik. Nu laves de af plast fra gamle vandflasker, og på den måde sparer vi også klimaet for mere affald, fortæller Nikolai Milman.

Camilla Gammelgaard
Grøn har allerede genbrugt deres kander, som også kunne spare dem for nogle plastikglas. Men i år kan man også genanvende selve ølkruset. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Nyt til vovehalsene

Når man siger velkommen til nye tiltag, må man også sige farvel til nogle af de gamle. I år må den ikoniske bungy jump-kran derfor lade livet til fordel for et splinternyt område for de modige. Tidligere blev fårene skilt fra bukkene ved kranen, men nu er der noget for en lidt bredere målgruppe.

- Vi har lavet et nyt område i år, som vi kalder Darezone. Det består af tre aktiviteter i forskellige niveauer, som får dig ud af din comfortzone, fortæller Nikolai Milman.

Der er tale om:

"Den Milde": En VR-oplevelse, hvor man får briller på, og hvor de fleste kan være med.

"Den Vilde": Et 10 meter højt klatretårn, hvor man tre og tre skal hjælpe hinanden til toppen, og så kan man slutte af med en selfie deroppefra.

"Den Vanvittige": Her er der tale om en 15 meter høj stige, som man skal kravle op af. På toppen er der et repos med to snore, der fungerer som et kæmpe gyngestativ, hvor du kan svinge dig.

Nikolai Milman fortæller desuden, at der rundt omkring på pladsen vil være flere små nyheder som eksempelvis cocktails og et indhak med ægte kolonihave-stemning.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme til Aalborg, og energien er høj i hele crewet, afslutter han.

Grøn-karavanen kommer til byen på søndag 21. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...