Cecilie Haversen håber på stor opbakning, når jagten går ind på påskeæg med gavekort. Foto: Line Ettinger Julsgaard
Shopping

Vild påskejagt i midtbyen: Sådan kan du vinde

Det handler om at finde påskeæg - og masser af præmier

20. marts 2022 kl. 09:52

AALBORG: Foråret er på vej, og bylivet er vendt tilbage til normalen efter år med varierende corona-restriktioner.

Dermed er mange klar til igen at komme ud og opleve den mangfoldighed af kultur- og byliv, som Aalborg byder på.

Blandt andet kan du glæde dig til flere events i løbet af de kommende måneder, og en af dem er påskeæg-jagten, som Aalborg City står bag.

- Vi laver den for at få folk til at bruge byen og skabe endnu mere liv, siger eventkoordinator Cecilie Haversen.

- Det er en sjov aktivitet, hvor man både kommer rundt i bybillede og butikker - og kan finde en præmie.

Find påskeægget først

Tanken er at gemme en række påskeæg med gavekort til byens butikker rundt omkring i midtbyen både ude og inde i de forskellige forretninger.

- Vi lægger et billede og ledetråde op på Facebook og Instagram, hvor vi viser et udsnit af, hvor påskeægget gemmer sig. Når man har regnet ud, hvor gemmestedet er, så er det først til mølle, hvis man vil have fat i gavekortet. Og når et påskeæg er fundet, lægger vi et nyt billede op, og sådan fortsætter påskeæg-jagten, siger hun.

- Der er allerede stor interesse fra byens handelsliv, og jeg håber, at man kan gå på jagt efter 10-15 påskeæg hver dag.

Cecilie Haversen fortæller også, at det er først til mølle, og at man kun kan finde et påskeæg med gavekort per person.

Eventen finder sted i midtbyen de tre dage op til påske, mandag 11. til og med onsdag 13. april.

Annonceret indhold

Nyeste