Besøgstal overgår alle forventninger, lyder det fra stormagasinchef

AALBORG: Vi har taget særdeles kærligt imod Salling Rooftop.

Siden den gigantiske tagterrasse åbnede på toppen af stormagasinet har mere end 100.000 lagt vejen forbi Rooftop.

- Vi er overvældede over den store interesse og de mere end 100.000 besøgende på så kort tid. Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, og det er en stor glæde at kunne give gode oplevelser til byens borgere og gæster, siger Anja Kibsgaard, der er stormagasinchef.

De besøgende på Salling Rooftop kan blandt andet nyde panoramaudsigt over både by og fjord, et væksthus med café og bar, afslappende loungeområder og ikke mindst en skywalk i over 30 meters højde. Men det er bestemt én ting, der trækker gæster på toppen af stormagasinet.

Salling har stort held med at tiltrække gæster til de mindre koncerter og events på tagterrassen.Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

- Udsigten over byen er fantastisk, og det er med til at tiltrække gæster. På Salling Rooftop kan vores gæster se byen på en ny måde, og samtidig er der plads til at slå sig ned og nyde omgivelserne med venner, familie eller kollegaer, siger Anja Kibsgaard og fortsætter:

- Vi kan også se, at der er mange besøgende, når vi har mindre koncerter, besøg af DJ og andre events. Gæsterne kommer for at få en anderledes oplevelse og et pusterum fra den travle hverdag. Vores ambition er, at Salling Rooftop skal bidrage med oplevelser hele året rundt, siger Anja Kibsgaard.

Siden åbningen har de besøgende på tagterrassen oplevet alt fra popkoncert med det nordjyske band Sundays til live jazz og Det Jyske Musikkonservatorium. Ligeledes har hver fredag budt på DJ og fredagsdrinks.

Rooftop har plads til 500 gæster ad gangen, og projektet har kostet omkring 30 mio. kr.

Det er i dag tre uger siden, at tagterrassen åbnede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...