Stod du i timelang kø i legetøjsbutikken i sidste weekend? Her er status på de tre vilde udsalgsdage

SKALBORG: Der var lange køer, ingen indkøbsvogne og en ensrettet butik til de tilbudsglade kunder, der fandt vej til Fætter BR torsdag, fredag og lørdag - i hvert fald de der ankom inden for butikkens normale åbningstider.

LÆS MERE HER: KØBEKAOS I CITY SYD - TIMELANG KØ OG INGEN INDKØBSVOGNE

Var du en af de mange kunder, som benyttede sig af legetøjsshopping fra den helt tidlige morgenstund eller tæt på midnat, så er der imidlertid chance for, at butikken har været lidt mere overskuelig, men stadig fyldt med glade kunder, legetøj og smilende personale - det fortæller Charlotte From, som er kædechef for Fætter BR.

- Vi er meget tilfredse med vores tre dage, hvor vi jo havde åbent 18 timer i døgnet. Vi var i tvivl om, om det kunne lade sig gøre, og om nogen ville dukke op, men vores kunder har været rigtig gode til at sprede sig ud over hele dagen, fortæller hun.

Hun afviser ikke, at de lange åbningstider får et comeback på et andet tidspunkt, men det kræver, at de gode tilbud passer til, så der er noget at se til for de medarbejdere, der er på arbejde. Og det var der i sidste weekend.

- Det har på mange parametre været vores bedste black friday. Vi har haft skønne dage, god energi og positiv stemning, fortæller Charlotte From.

Fætter BR har haft rekordstor omsætning, succes med de udvidede åbningstider, og så har de haft rigtig mange varer på hylderne, så de fleste kunder har været sikre på at få det tilbud, de gik efter.

Charlotte From understreger dog, at Fætter BR kun har været en del af Salling Group siden 2019, og derfor er der kun data for butikkens omsætning siden da.

- Nu er vi trætte, og vi skal have fyldt butikkerne op, så vi er klar til julehandlen, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...