Der er hele to nye anlæg i årets magiske udstilling, som du nu kan se på Nytorv

AALBORG: En sand juletradition - det er det årlige Lego-vindue hos Salling for mange, og nu er folien netop pillet af ruderne, så du igen kan nyde Aalborg i en mini-udgave.

Og denne gang kan du glæde dig over hele to nyheder - nemlig Aalborg Zoo og stadion i Vestbyen.

Tina Larsen
Stadion i Vestbyen er en af nyhederne. Foto: Martin Damgård

- Jeg synes, at de to nyheder er et rigtig godt mix, og jeg er meget begejstret. Det er for både børn og voksne, og vores vindue skal appellere til alle, siger Mette Kringel. Hun er chefdekoratør i Salling og står for mini-byen i samarbejde med den frivillige forening Byggepladen.

Her har medlemmerne bygget med flere end 200.000 klodser siden første udstilling for fem år siden.

I forhold til Zoo er modellen forsimplet og indeholder savannen med giraffer, isbjørneanlæg samt det så kendte elefantanlæg med tre elefanter. I klatreparken kan du se minifigurerne bevæger sig højt til vejrs - og bagest er koncertscenen, hvor lyset skifter, hvis du banker på ruden.

Tina Larsen
Zoo har også fundet vej til Lego-vinduet. Foto: Niels Skovmand

Byggepladen fortæller, at der er brugt omkring 6000 klodser til stadion - og omkring 650 minifigurer. Og for at lave banelyset mest realistisk er det hjemmelavet med LED-dioder.

Hos Salling er Mette Kringel ikke i tvivl om, hvorfor både børn og voksne står ved ruden og trykker på knapperne, der får eksempelvis pariserhjul eller tog til at bevæge sig.

- Det er jo Lego, alle kender det og er begejstret for det. Og i vinduet er der masser at gå på opdagelse i - generelt er mange bare fascineret af Lego, siger Mette Kringel.

- Og når man bygger nyt, så må andet vige pladsen, vi har kun 14 kvadratmeter i vinduet. Derfor er byen for første gang uden Budolfi Kirke, som i øvrigt er den eneste bygning, der ellers har været med i alle årene.

Tina Larsen
Som altid kan du se masser af kendte bygninger og vartegn. Foto: Niels Skovmand.

Men du kan fortsat glæde dig over en række kendte bygninger og vartegn som eksempelvis Limfjordsbroen, Musikkens Hus og Jens Bangs Stenhus.

- Jeg synes, de nye varianter er lige så flotte som dem, man kender, så jeg håber, vinduet bliver en lige så stor succes som tidligere. Lego-vinduet er efterhånden blevet en tradition, vi ikke tør pille ved, siger hun om Lego-vinduet ud mod Nytorv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...