
Vildt: Musikkens Spisehus kom gennem nåleøje
I november skal kokkene kæmpe med syv andre restauranter om årets vildtret
AALBORG: Restauranter fra hele Danmark havde sendt opskrifter, billeder og råvarelister ind med alt fra sneppe, krikand, skovdue, fasan og krondyr.
Men de seks dommere, der fik præsenteret opskrifterne totalt anonymt, gav de kun otte af dem lov at troppe op til Årets Vildtret 2018 på Als den 4. november.
En af dem er Restaurant Musikkens Spise Hus i Aalborg, hvor Nicklas Tellufsen og Mikael Kopp Christensen deltager fra.
De to skal deltage i konkurrencen "Årets Vildtret", der afholdes på Mommark Handelsskole lørdag 3. november og søndag 4. november.
Der var tæt løb.
- Generelt var niveauet temmelig højt, og kun en enkelt faldt igennem, fordi de brugte hvide asparges, som ikke er i sæson samtidig med vildtet i Danmark. Resten kunne i princippet have deltaget", forklarer madskribent og anmelder Helle Brønnum Carlsen, der sammen med topkokkene Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro, Vivi Schou fra Barbette, Francis Cardenau, Patrik Jaros og urtekongen Thomas Laursen udgør årets dommerpanel.
Kender ikke vildtet på forhånd
Når de otte udvalgte tørner sammen foran dommerne, bliver de mødt af et kæmpe udbud af lokale råvarer og ikke mindst vildt, som lokale jægere fra Sønderjylland og Als har skudt i dagene op til konkurrencen.
Herefter trækker finalisterne lod om de enkelte stykker vildt. De ved altså ikke, hvad de skal tilberede på forhånd, og det gør konkurrencen ekstra spændende, pointerer Helle Brønnum Carlsen.