Fredag kan du hjælpe med at rydde ud i vinrester. Arkivfoto: Martin Damgård
Det sker

Vin og sund livsstil: Her er tip til din weekend

Marcus Delfer guider dig til oplevelser de kommende dage

26. september 2019 kl. 18:55
Opdateret 27. september 2019 kl. 10:42

AALBORG: Ugen går på hæld, weekenden står for døren og friheden til at boltre sig i kulturelle fornøjelser, våde varer eller se nærmere på sundheden er nogle af de ting, du har mulighed for denne weekend.

Vi har fundet tre arrangementer i tre forskellige prisklasser, der forhåbentlig vil vække din appetit til at drage ud i byen og gøre brug af dens mangfoldige muligheder.

Nordkraft fylder 10 i år - det bliver bl.a. fejret med parade fredag. Arkivfoto: Mette Nielsen

Fredag: Fest og parade for Nordkraft

Tiden flyver afsted, og nostalgien følger som oftest lige i hælene. Før man ved af det, bliver den nostalgiske følelse så altoverskyggende, at man er nødsaget til at stoppe op, se tilbage og fejre alle de gode år, man har haft sammen - og netop det sker på fredag.

Hele byens gode gamle Nordkraft fylder nemlig 10 år som kulturelt center, hvilket fejres med en stor parade efterfulgt af fest og farver. Paraden starter fra Kjellerups Torv kl. 19.30 og bevæger sig ud på en rute (ca. to-tre kilometer), hvor der undervejs vil være flere festlige indslag. En time senere slutter paraden, hvor den startede, og så er der ellers mulighed for at kigge rundt i det gamle kraftværk, se udstillinger m.m. og få sig en gratis grillpølse.

Hvad - Nordkraft X parade og fest

Hvor og hvornår - Nordkraft, Kjellerups Torv 1, 9000 Aalborg. Fredag kl. 19.30-22.30

Hvor meget - Arrangementet er gratis

Fredag: God vin til gode priser

Vin er vidunderligt, vanedannende og bestemt også en verden for sig.

Tit og ofte lader man sig diktere af pengepungen, alt afhængigt af hvad man ønsker at fugte ganen med, men fredag er der mulighed for at sammenligne flere forskellige druer, i forskellige prislejer. Og så til en overkommelig pris.

D’wine har brug for hyldeplads til nye flasker, og derfor kalder de på din hjælp til at få tømt nogle af de mange vilde vine, der ellers pryder langs væggene. Aftenen igennem vil de åbne forskellige flasker, hvor du har mulighed for at købe enkelte glas til mellem 30-50 kr., så kig forbi og tag med ud på et smagseventyr.

Hvad - Oprydnings-fest hos D’wine

Hvor og hvornår - Algade 54, 9000 Aalborg. Fredag kl. 18-02

Hvor meget - Prisen afhænger af hvor mange glas, du drikker

Umahro Cardogan er en populær foredragsholder - søndag er han på Skråen. Arkivfoto: Peter Mørk

Søndag: Bliv klogere på sund mad og livsstil

På ugens allersidste dag får byen besøg af Danmarks, i øjeblikket, mest populære ernæringsekspert, bestsellerforfatter og vært på det tidligere TV2-program “Kan man spise sig rask”, Umahro Cardogan.

Man kan være sund på den kedelige måde, men det behøver ikke altid at være sådan - og netop det kan du høre Umahro fortælle om, når han holder foredrag, afliver sundhedsmyter og deler opskriften på en kost og livsstil, som kan give dig energi og glæde.

Efter foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål, så tag forbi Skråen på søndag og bliv klogere på sundhed og livsstil.

Hvad - Foredrag med Umahro Cardogan

Hvor og hvornår - Skråen, Kjellerups Torv 5, 9000 Aalborg. Søndag kl. 13 og igen kl. 15

Hvor meget - Billetter kan købes på Skråens hjemmeside for 240,-

Annonceret indhold

Nyeste