Christina da Silva har en portugisisk far og en dansk mor. Men hele sin barndom er hun vokset op i Svenstrup. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Mad & Drikke

Vinbutik overrasker i blindsmagning: Disse to vine endte i top 3

En aalborgensisk vinimportør har fået to flotte placeringer i en blindsmagning. En stor overraskelse, for portugisisk vin mangler stadig at få sit gennembrud.

16. juni 2022 kl. 13:32

Hos den portugisiske vinimportør Adelino i Danmarksgade er de vilde med at sende deres vin ind til blindsmagninger.

- Vi har god erfaring med, at vi får helt andre resultater, når vi sender ind til en blindsmagning, end når vinanmelderne ved, hvad det er, de har i glasset. Så roser de ikke vinen nær så meget, siger Christina da Silva fra Adelino - Smagen af Portugal.

Hun oplever seriøst, at mange er forudindtaget, når de skal vurdere vine. Men ved en blindsmagning har anmelderne kun egne præferencer og smagsløg at navigere efter, og så falder smagningerne tit ud til Adelinos fordel.

To i top 3

Senest i Nordjyskes store blindsmagning, hvor 11 af de aalborgensiske importører sendte vine ind, som to anmeldere smagte blindt. Adelino endte med at få to vine placeret i top 3 - i henholdsvis kategorierne bobler og rosé.

- Jeg synes, det er cool, at det var en blindsmagning. Men jeg er slet ikke så overrasket over, at de kunne lide vores vine. Når man smager blindt, så smager man jo mere nøgternt på vinene og skal ikke forholde sig til vinlandet eller lade sig påvirke af design af flaske, duft eller farve, siger Christina da Silva, der, som navnet antyder, har et ben i Portugal med en portugisisk far og en dansk mor.

Adelino - smagen af Portugal ligger i Danmarksgade og sælger også specialiteter fra Portugal. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Hun har haft kontakt med Portugal hele sit liv og har brugt adskillige år på at lære danskerne at drikke vin, der ikke nødvendigvis hedder noget med port-.

- Portugal producerer jo meget andet end portvin. Der er kæmpe diversitet med portugisisk vin, til trods for at landet ikke er så stort. Og det synes jeg klart, at folk er ved at få øje på. Også her i Nordjylland. Jeg møder jo indimellem nogen, der er lidt mere skeptiske over for vin fra Portugal, men det får vi hurtigt ændret ved lidt smagsprøver og en vinsnak, griner Christina da Silva.

Efterspørgsel

Kendskabet til hendes vinbutik kommer blandt andet fra det tidligere fødevaremarked på Nordkraft, hvor hun hver måned havde en stand. Her kunne Christina da Silva mærke, at efterspørgslen efter hendes vine var stigende. Derfor åbnede hun for fire år siden egen butik med salg af vin, portvin, andre portugisiske produkter og afholdelse af vinsmagninger.

- Det har været en stor succes og har betydet, at dels kommer kunderne tilbage efter mere, dels er Portugal blevet et populært rejseland, hvor folk også oplever de fantastiske vine. Efterhånden får de portugisiske vine også generelt mere fokus fra vinanmeldere og vinskribenter, og det øger salget til andre butikker og spisesteder, siger Christina da Silva.

Her kan du finde blindtestene, hvor Adelino slog mange af de gamle vinlande med en sprød rosé og en espumante med alder og fylde.

Link til smagningen med bobler.

Link til smagningen med rosé.

Annonceret indhold

Nyeste