Nordkraft vil ikke længere lægge lokaler til Aalborg Vinfestival

AALBORG: Havde du glædet dig til dage med god vin, inspiration og bare almindelig hygge til Aalborg Vinfestival, så bliver det ikke i år.

Det, der skulle have været den femte udgave af vinfestivalen i Nordkraft, er nemlig aflyst.

- Vi er simpelthen så ærgerlige og skuffede, for efter at have lavet festival i Kedelhallen i fire år har vi fået et solidt stampublikum, og udstillerne er også glade for arrangementet, siger Verner Thomsen, der sammen med sin bror står bag vinfestivalen.

Katrine Schousboe
Ved seneste vinfestival i 2019 var der 25 udstillere i Kedelhallen. Arkivfoto: Lasse Sand

LÆS OGSÅ: Vinfestival har fået fat: Vender tilbage næste år

Stik imod, hvad man måske skulle tro, er det ikke corona, der er skyld i aflysningen, men en ny strategi for Nordkraft, der betyder, at man ikke længere vil huse arrangementer, der har alkohol som bærende element.

- Jeg har svært ved at se pointen. Vi er et seriøst arrangement, som folk køber billet til og på ingen måde en drukfestival, siger Verner Thomsen, som ikke lægger skjul på, at han er skuffet.

- Vi har brugt meget tid og kræfter på opbygge arrangementet, fordi vi vil være i Aalborg. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kan bygge videre på den succes.

Katrine Schousboe
Verner Thomsen (t.h.) er skuffet over, at han ikke længere kan holde vinfestival i Nordkraft. Arkivfoto: Claus Søndberg

Efter det er blevet kendt, at festivalen ikke kommer til byen i år, er Verner Thomsen blevet kontaktet af andre byer, der gerne vil overtage værtsskabet.

- Men vi vil rigtig gerne være i Aalborg, så i første omgang prøver vi nok, om vi kan finde et andet sted at være i byen de kommende år. Det bliver dog ikke for enhver pris, det skal være det rigtige sted og et sted med lidt storytelling i, siger han.

Udover Aalborg Vinfestival står Verner Thomsen og hans bror, Brian, også bag en lignende festival i Ribe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...