Danmarks første virtuelle pakkeleg på Aalborg Universitetshospital

AALBORG: D. 10. december inviterer Legeheltene de indlagte børn på Aalborg Universitetshospital til pakkeleg, hvor det – traditionen tro – handler om at slå 6’ere. Men deltagelse sker fra hver sin sengestue og med hver sin terning, for pakkelegen foregår over video. Initiativet skal skabe julestemning, fællesskab og glæde i en tid, hvor der er behov for netop det.

Æbleskiver, julesange, nissemænd og pakkeleg. Julen står for døren, og det betyder almindeligvis masser af julehygge med familie og venner. Men i år er det anderledes. Ikke mindst for de mange børn, der må bruge december måned på hospitalet. I år inviteres de indlagte børn derfor til et anderledes julearrangement sammen med Legeheltene – nemlig virtuel pakkeleg, hvor deltagelse foregår via videokonference.

- Det er ekstra hårdt at være indlagt under corona, og det er også altid ekstra hårdt at være indlagt i julen, hvor børnene gerne ville julehygge i skolen, institutionen og med familien ligesom deres jævnaldrende. Så vi ville gerne gøre noget særligt for børnene i denne tid, udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Danmarks første virtuelle pakkeleg på Aalborg Universitetshospital. Pressefoto

En nyfortolkning af et årligt tilbagevendende initiativ

Hvert år afholder legetøjsproducenten Hasbro ”Global Day of Joy”, og de seneste par år er dagen blevet afholdt i samarbejde med Legeheltene med julesjov og legetøjsuddeling på flere af landets hospitaler.

- Da det desværre ikke er muligt med julearrangement som de andre år, tænkte vi ’hvad kan vi gøre af sjove ting i stedet?’. Og så kom vi på ideen med virtuel pakkeleg, forklarer Henriette Madsen i en pressemeddelelse.

Konceptet er, at børnene logger på et videokald fra hver deres sengestue. De får alle en terning, og så slår alle på tur. Når der slås en 6’er, udløser det en pakke – præcis som i almindelig pakkeleg. Når terningen lander på de andre tal, skal børnene gøre en bevægelse, så de får gang i kroppen. Der er allerede sendt massevis af legetøj afsted til hospitalerne fra Hasbro, som glæder sig til at kunne glæde børnene på en anderledes måde:

- For os betyder det meget, at vi kan glæde nogen børn, som virkelig har gavn af det. Hvis vi kan gøre en træls dag god for nogle af de børn, der er indlagt, betyder det alverden for os. Også selvom det i år bliver på en lidt anden måde, end hvad vi er vant til, udtaler Bettina Sølvberg Nielsen, Marketing Direktør i Hasbro Nordic.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...