Makkerparret Simon Kvist Bjerre og Søren Birch udvider Alimentum til det dobbelte. Foto: Claus Søndberg
Mad & Drikke

Vokseværk: Alimentum får plads til flere gæster

Restauranten bliver udvidet ind i nabokontoret - og får nyt udseende

10. april 2020 kl. 16:03

AALBORG: Har du været der? Restaurant Alimentum er populær, og det har længe været en udfordring, at der ikke er siddepladser nok til at imødekomme interessen.

- Det stod soleklart i vinterens højsæson, at mange gæster måtte gå forgæves på grund af de få borde, der er plads til, siger medejer og restaurantchef Simon Kvist Bjerre.

- I weekenderne kunne der nemt være fire ugers ventetid. Og vi måtte også ofte sige nej til selskaber.

Men det ændrer sig snart, Restaurant Alimentum har nemlig vokseværk, og 20 siddepladser bliver til 40, når ejerne udvider forretningen ind i nabokontoret, hvor Valhal Estate/Valhal Connect tidligere holdt til.

Restauranten er vokset ind i de lokaler, hvor Valhal Estate/Valhal Connect tidligere holdt til. Foto: Claus Søndberg

Det nye Alimentum får indgang fra hjørnet af Søndergade og Løkkegade, og indretningen er næsten på plads.

- Man træder ind i et lyst, hvidt rum fyldt med planter og natur, siger Simon Kvist Bjerre, der driver restauranten sammen med køkkenchef Søren Birch.

- Derfra kan man fortsætte ind i den oprindelige del af Alimentum, der stadig vil udstråle det urbane miljø med rå mursten, stålbjælker og det åbne produktionskøkken.

Menukortet ændrer sig ikke ved spisning om aftenen, men som noget nyt kan du fremover spise frokost i restauranten fredag og lørdag.

Den nye del af Alimentum er præget af planter og naturlige materialer. Foto: Claus Søndberg

Andre nyheder er plads til udeservering, et lukket møde- eller selskabslokale med plads til 12 - og i forbindelse med udvidelsen bliver den oprindelige indgang ændret, så der er bedre tilgængelighed for gangbesværede.

Restauranten er lukket indtil videre på grund af frygten for coronavirus - og derfor er der heller ikke valgt en åbningsdato.

- Men vi glæder os til at kunne slå dørene op for et nyt og bedre Alimentum med mere lys, grønt miljø og samme høje standard som hidtil, siger Simon Kvist Bjerre.

- Og gæsterne kan også se frem til en mere åben restaurant med mere luft mellem bordene.

Du finder Restaurant Alimentum i Løkkegade nummer 23.

Det nye Alimentum får indgang fra hjørnet af Søndergade og Løkkegade. Foto: Claus Søndberg
Annonceret indhold

Nyeste