Utzon Center lyser vinteren op med eventyrlig installation, der også markerer start på stor konkurrence

AALBORG: Fem meter højt, tre meter i diameter og en vægt på seks ton ovenpå et fundament af 20 ton hvide muslingeskaller.

Så imponerende er dette års juleinstallation i gårdhaven i Utzon Center.

Installationen står mellem 15 træer, og den skaber et landskab, der er som taget ud af eventyret Alice i eventyrland. Foto: Lars Horn

Installationen står mellem 15 træer og skaber et landskab, der er som taget ud af Alice i eventyrland.

- Jeg er vild med, at vi sammen med blandt andre ADEPT har skabt en eventyrlig stemning i gården til den sidste bygning, Jørn Utzon tegnede. Vi har brug for lys og gode historier at varme os på her i den nordiske vinter. Samtidig er installationen smuk, og jeg mener, juleudsmykning sagtens kan være både æstetisk, hyggelig og lidt skør på samme tid, siger Lasse Andersson, kreativ direktør på Utzon Center.

Den høje installation set indefra. Foto: Lars Horn

Installationen er designet af københavnerbaserede ADEPT, som også var arkitekturfirmaet bag Fjordparken i Aalborg. Materialet er lyst letvægtsbeton og er leveret af H+H Denmark, mens AV Center har leveret lyskilderne efter Utzon Centers design. Lysene skifter farve og skaber magi og mønstre gennem mellemrummene.

Lysinstallationen markerer starten på konkurrencen "Nordjyllands bedste juleudsmykning", og så giver den en smuk afrunding på Utzon100-året, hvor Utzon Center har udstillet og afholdt events både i Aalborg og resten af verden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...