Du kan snart nyde de lækre sliders og burgere igen

AALBORG: De lækre sliders skyllet ned med specialøl - eller den lidt større, rustikke burger fra Wildebeest? De velkendte burgere i både almindelig størrelse og i miniudgaven har været savnet. Og nu er der godt nyt, for gastropubben åbner snart igen på en helt ny adresse. Endda en af de mere kendte af slagsen, nemlig Reberbansgade 16B, der tidligere har huset legendariske Ib René Cairo og senest Café Fløs.

Og nu hvor vi er i gang med de gode nyheder, skal du da heller ikke snydes for åbningdagen; medejer Heimir Gudbergsson tør godt garantere, at det bliver 6. maj.

Tina Larsen
Arbejdet med at sætte den nye gastropub i stand er godt i gang, fortæller Heimir Gudbergsson. Foto: Niels Skovmand

- Vi glæder os rigtig meget til at åbne i de nye lokaler. Dels er det en historisk adresse, og dels har stedet de rigtige rammer, så vi får bar og køkken som på den tidligere adresse på Østerbro, siger han.

- Og det er også en placering, som kan noget helt andet end det, vi kender. På Østerbro kom mange gæster forbi i forbindelse med besøg på kulturhusene som Nordkraft og Musikkens Hus. Her forventer vi mere flydende trafik spredt hen over ugen, fordi det ikke er så styret af arrangementer.

Heimir Gudbergsson er heller ikke i tvivl om et ønske til fremtiden, når samfundet er åbnet igen.

- Vi håber, at Wildebeest bliver et godt opvarmningssted for folk, der skal i Gaden.

Selv om adressen nu er en anden, fortsætter gastropubben sit kendte koncept.

- Vi satser stadig på rustikke burgere og sliders plus et skiftende udvalg af specialøl, siger Heimir Gudbergsson.

Og eftersom Wildebeest også er involveret i det nye gin-destilleri Fennec Spirits sammen med Bad Seed Brewing, tør vi her på aalborg:nu godt forudse, at du også kan smage lækre cocktails, når gastropubben slår dørene op igen.

Som nævnt sker det 6. maj, og adressen er Reberbansgade 16B.

LÆS OGSÅ: Gin fra Wildebeest og Bad Seed Brewing hitter

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...