Køb dit juletræ her og send en kærlig tanke til forældre til englebørn

NØRRESUNDBY: I Nørresundby kan du købe dit juletræ og støtte en god sag.

På Cementvej 21 kan du nemlig købe dit juletræ for 200 kroner og støtte foreningen Mind My Angel, som syer brudekjoler om til englekjoler til børn, der dør som spæde, det skriver foreningen på Facebook.

De donerer englekjolerne til sygehuse og forældre, der har mistet. De vil give alle børn en værdig tid og en smuk afsked, og så er det en NGO, hvor alle pengene bliver brugt på foreningens arbejde.

Jette Olesen er med til at stå for juletræsudsalget, og hun håber, at det kan være med til at sætte mere fokus på en organisation, som hun mener fortjener mere opmærksomhed.

- Jeg synes, det er synd, at der ikke er flere, der ved, at initiativet findes. Det handler om et tabu, som mange ikke ved, hvordan de skal håndtere, fortæller hun.

Hun har selv oplevet det på egen krop, da hun mistede et barn i 1983, og nu gør hun altså hvad hun kan for at bakke op om projektet. Hele hendes familie er da også involveret i salget af juletræer, som i øvrigt går ganske okay - vejret taget i betragtning.

Du kan også købe juledekorationer og kalenderlys på adressen - de er lavet af frivillige, som bakker op om foreningen, der har base i Nørresundby. Dekorationerne bliver dog fremstillet løbende, da der er stor efterspørgsel, så du kan altså ikke altid være sikker på at der er dekorationer på lager, fortæller Jette Olesen.

- Allerede første dag, vi havde åbent, solgte vi samtlige 40 juledekorationer. Men vi laver løbende nye - dog har vi også jobs, der skal passes, fortæller hun.

Foreningen har i alt købt 100 juletræer med hjem, og hvis du ikke har mulighed for at hente træet selv, så tilbydes der levering i Nørresundby - så nu er der vist ingen undskyldninger for, at du ikke skal have fat på juletræet med det samme.

Det er muligt at svinge forbi Cementvej 21 og gøre sine indkøb hver dag mellem 10.00 og 18.00.

Sarah Thun
Englekjolerne er til familier i sorg, og de er syet af brudekjoler. Arkivfoto: Martin Damgård

Nordjyske skrev i sommer en artikel om foreningen Mind My Angel - den kan du finde her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...