Flere tusinde brandmænd skulle have dystet mod hinanden i foråret - se her hvornår de i stedet vender tilbage

AALBORG: Endnu en stor begivenhed bliver nu udsat på grund af frygten for corona.

På grund af covid-19-krisen samt de mange komplikationer og usikkerhedsmomenter, der følger i krisens kølvand, har World Firefighters Games Western Australia Inc. og Aalborg Kommune valgt at udsætte World Firefighters Games 2021 til 2024. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

World Firefighters Games er en international idrætsbegivenhed for professionelle og frivillige brandmænd, som i løbet af en uge dyster mod hinanden i en lang række discipliner. Fra 16. til 22. maj i år skulle deltagere fra nær og fjern have lagt vejen forbi Aalborg.

- Det er en meget uheldig situation, vi står i. Men det er en nødvendig beslutning, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

- Deltagernes sundhed og sikkerhed er vores første prioritet. På nuværende tidspunkt kan vi desværre ikke være sikre på, at vi er tilstrækkeligt fri af pandemien til maj, så arrangementet vil kunne afvikles forsvarligt.

World Firefighters Games skulle oprindeligt have fundet sted i Aalborg i august 2020, men blev på grund af corona-krisen udsat til maj 2021. Der er allerede brugt mange kræfter fra såvel Nordjyllands Beredskab, de involverede foreninger og Aalborg Kommunes side på at planlægge arrangementet. For at arbejdet ikke skal være spildt, har Aalborg Kommune lavet en aftale med World Firefighters Games Western Australia Inc. om, at Aalborg skal være værtsby for arrangementet i 2024.

- Omstændighederne taget i betragtning synes vi, at vi har fundet en optimal løsning, hvor vi kan udnytte de mange timers arbejde, der allerede er lagt i forberedelsen af World Firefighters Games, og give de mange deltagere en suveræn oplevelse i Aalborg til den tid. Størstedelen af planlægningen vil vi kunne overføre fra 2021 til 2024 uden problemer, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Det er fra 7. - 14. september 2024, at arrangementet bliver afviklet. Aalborg Kommune forventer, at omkring 5.000 brandmænd vil deltage. Næste udgave af eventen er i 2022, hvor Lissabon i Portugal er værtsby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...