Historien om hele Danmarks rock-mama bliver til show i AKKC næste år

AALBORG: Vi kender hende alle sammen. Hele Danmarks rock-mama, Sanne Salomonsen. Men kender vi egentlig mennesket bag?

Det får aalborgenserne nu mulighed for, når SANNE – THE MUSICAL kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center 20.-24. november 2019. Arrangørerne kalder det en rå, gribende og ikke mindst musikalsk historie om at overleve og elske i en verden, hvor der ikke er plads til kærlighed og sårbarhed. En varm historie om venskab og trofasthed – om at finde sin egen stemme – og bruge den!

Historien tager udgangspunkt i, at Sanne Salomonsen rammes af en blodprop i hjernen. I ambulancen forsøger hun forgæves at synge. Hun forsøger at holde fast i det, hun kender og huske, hvem hun er. I løbet af forestillingen møder vi den oprørske Sanne, der flytter hjemmefra for at synge og spille teater. Stjerneskuddet Sanne Salomonsen, der topper 80´ernes hitlister og ofrer alt for musikken. Sanne, der må kæmpe for at forsørge sin søn. Sanne, der må finde skjulte kræfter i sig selv og finde en måde at forvandle misbrug til kærlighed, gift til medicin og nederlag til musik.

– Det er en kæmpe ære for os at få lov af Sanne Salomonsen til at skabe en gendigtning af hendes liv og karriere. Vi har allerede haft mange gode og åbenhjertige samtaler med Sanne, og der er ingen tvivl om, at hendes bidrag til forestillingen er helt uvurderlig og gør det muligt for os at skabe en produktion, som vi er sikre på, at publikum vil kunne mærke og finde ægte og vedkommende, siger Thomas Langkjær, der er producent på forestillingen.

Billetterne til de i alt seks shows i AKKC er sat til salg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...